; ;
Gemt

Nationalbanken opjusterer - virker for optimistisk

Nationalbanken har offentliggjort en dugfrisk prognose for Danmark frem til og med 2021. Mest i øjenfaldende har Nationalbanken opjusteret deres forventninger til væksten for i år fra -4,1% til nu -3,6%.

Nyhed

24. september 2020

Nationalbanken har onsdag offentliggjort en dugfrisk prognose for Danmark frem til og med 2021. Mest i øjenfaldende har Nationalbanken opjusteret deres forventninger til væksten for i år fra -4,1% til nu -3,6%. Opjusteringen skal ses i lyset af, at aktiviteten i store dele af dansk økonomi er tiltaget mere end ventet hen over sommerperioden. Det betyder også, at der er lagt i kakkelovnen til et pænt comeback til BNP-væksten i især tredje kvartal efter den historiske nedgang i første halvår.

Jeg håber naturligvis meget, at Nationalbanken får ret i deres nye mere positive prognose for dansk økonomi, men jeg er godt nok i tvivl. Over de seneste uger er smittetrykket steget væsentlig både herhjemme og i udlandet. Det er stærkt bekymrende, da en fortsat stigende smitte hurtigt kan sende økonomien ud i en ny nedtur. Både som følge af et fald i danskernes privatforbrug og en faldende eksport til vores nærmarkeder i Europa. Jeg er derfor også bange for, at Nationalbanken kan blive nødsaget til igen at nedjustere deres nye dugfriske prognose inden årets udgang.

Risikoen på nedsiden er desværre meget stor i øjeblikket. Hvis en anden smittebølge rammer både herhjemme og i udlandet, så vil det ifølge beregninger fra OECD potentielt kunne udløse et yderligere fald i globalt BNP på 2-3%. I et sådant scenarie vil BNP i Danmark snildt kunne falde med 5-6% i år.

Den økonomiske politik skal afskærme dansk økonomi fra et nyt globale tilbageslag
Det er derfor også vigtigt, at politikerne fortsat sover med støvlerne på selv om prognoserne for dansk økonomi nu er blevet opjusteret. Her på den korte bane er der fortsat behov for tiltag, der beskytter de virksomheder og leverandører, der rammes direkte af nye restriktioner. Det kan fx ske ved en yderligere kompensation af faste omkostninger.

Der er også behov for at se på nye tiltag, der understøtter danskernes forbrug yderligere. Det kan helt oplagt ske ved at udbetale de resterende to ugers indefrosne feriepenge. Dertil kan der være behov for at udvide Boligjobordningen til også at inkludere restaurant og hotelbesøg.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil