; ;
Gemt

Ny aftale om lønkompensation som følge af ekstraordinær smitteudvikling i Nordjylland

07. november 2020

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har netop indgået en trepartsaftale om lønkompensation til virksomheder, der påvirkes ekstraordinært af de lokale restriktioner i Nordjylland.


Som følge af smitteudviklingen i Nordjylland har regeringen iværksat lokale restriktioner og tiltag i syv nordjyske kommuner (Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommune). Det vil få konsekvenser for en række virksomheder og medarbejdere i området. Se myndighedernes oversigt over restriktioner i Nordjylland.

Derfor er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om en aftale om tre nye muligheder for lønkompensation, som har til formål at undgå opsigelser og hjælpe de berørte virksomheder primært i de nordjyske kommuner.

• Den eksisterende ordning for tvangslukkede virksomheder tilpasses (for hele landet)
• Der sker en lokal genindførelse af den oprindelige lønkompensationsordning
• Der indføres en pendlingslønkompensationsordning for virksomheder berørt af restriktioner om geografisk mobilitet i Nordjylland

Det er hensigten, at alle ordningerne træder i kraft den 6. november 2020. 


1. Tvangslukkede virksomheder

Den eksisterende ordning for tvangslukkede virksomheder tilpasses for hele landet, så der fra den 6. november 2020 kan søges om lønkompensation ved nedlukninger af lokale ”arbejdssteder” (angivet ved P-nummer). I dag er der krav om, at hele virksomheden under et CVR-nummer skal være tvangsnedlukket.

Med aftalen kan virksomheder få lønkompensation for arbejdssteder med eget P-nummer, som bliver lokalt nedlukket.

Samtidig ændres skæringsdatoen for, hvornår virksomheder senest må have opsagt medarbejdere for at kunne indtræde i ordningen. Virksomheden må senest have opsagt medarbejdere før den 6. november 2020 for at kunne få lønkompensation.

Det vil være muligt at få lønkompensation for medarbejdere, der er ansat før den 6. november 2020.
De øvrige betingelser i den eksisterende ordning om lønkompensation for tvangslukkede virksomheder fortsætter uændret.

Der pågår stadig drøftelser om virksomheder, der er ”de facto” tvangslukkede. Disse drøftelser fortsætter i løbet af november måned.

2. Lokal genindførelse af den tidligere lønkompensationsordning

Der indføres en lokal lønkompensationsordning for virksomheder i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommune. Det er hensigten, at alle ordningerne træder i kraft den 6. november 2020 og gælder til og med den 3. december 2020.

Den lokale lønkompensationsordning vil basere sig på forudsætningerne i den lønkompensationsordning, der udløb den 29. august 2020. Se Dansk Erhvervs Vejledning om lønkompensation. 

Det indebærer blandt andet, at virksomheden skal hjemsende mindst 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte. Medarbejdere, der er omfattet af pendlingskompensationsordningen, jf. nedenfor, tæller med i opgørelsen af antallet af hjemsendte medarbejdere. Medarbejderne må ikke arbejde for virksomheden, mens de er hjemsendt – heller ikke hjemmefra.

Virksomheden skal betale fuld løn under hjemsendelsen, og virksomheden må ikke opsige medarbejdere af økonomiske årsager i lønkompensationsperioden. Virksomheden må senest have opsagt medarbejdere før den 6. november 2020 for at kunne få lønkompensation.

Lønkompensationen vil udgøre 75 procent af de samlede lønudgifter for hjemsendte funktionærer og 90 procent af de samlede lønudgifter for hjemsendte ikke-funktionærer, dog maksimalt 30.000 kr. om måneden pr. hjemsendt.

Virksomheden kan få lønkompensation for medarbejdere, som er ansat før den 6. november 2020.
I modsætning til den oprindelige lønkompensationsordning stilles der ikke krav om, at medarbejderen skal afholde ferie i lønkompensationsperioden.

Lønkompensation kan søges for enkelte lokale arbejdssteder, som er fysisk placeret i de syv nordjyske kommuner. ”Arbejdssteder” opgøres som underopdeling af CVR-nummer, dvs. P-nummer. Dette er nyt i forhold til den oprindelige ordning.

3. Pendlingslønkompensationsordning for virksomheder og medarbejdere berørt af restriktionen vedrørende pendling på tværs af kommunegrænser

For virksomheder med arbejdssteder i og udenfor de syv nordjyske kommuner, som er berørt af restriktioner om begrænsning af den geografiske mobilitet, indføres en ordning, hvor der ekstraordinært kan ydes lønkompensation for den enkelte medarbejder, som ikke kan arbejde på grund af den kraftige opfordring om ikke at krydse kommunegrænser i Nordjylland. Det er hensigten, at alle ordningerne træder i kraft den 6. november 2020 og gælder til og med den 3. december 2020.

Den ekstraordinære ordning vil basere sig på forudsætningerne fra den oprindelige lønkompensationsordning, der udløb den 29. august 2020. Det betyder blandt andet, at der også her skal betales fuld løn til de berørte medarbejdere i kompensationsperioden, og at virksomheden ikke må opsige medarbejdere af økonomiske årsager i perioden. Virksomheden må senest have opsagt medarbejdere før den 6. november 2020 for at kunne få lønkompensation.

Pendlingslønkompensation vil udgøre 75 procent af de samlede lønudgifter for omfattede funktionærer og 90 procent af de samlede lønudgifter for omfattede ikke-funktionærer, dog maksimalt 45.000 kr. om måneden pr. omfattet ansat, dvs. et højere maksimumbeløb end efter den ordinære ordning, jf. ovenfor.

Lønkompensation efter pendlerordningen kræver dokumentation for, at medarbejderne bor i en tvangslukket kommune, eller at virksomheden ligger i en nedlukket kommune, og at medarbejderne er bosatte i andre kommuner.

Ordningen finder f.eks. anvendelse, hvis arbejdsstedet ligger i Ålborg, og medarbejderne bor i en af de syv berørte kommuner. Den gælder også, hvis arbejdsstedet ligger inden for de syv kommuner, og medarbejderen bor i en anden kommune.

Pendlingskompensation kan ansøges for enkelte lokale arbejdssteder. ”Arbejdssteder” opgøres som underopdeling af CVR-nummer, dvs. P-nummer).

Virksomheden vil kunne få lønkompensation for medarbejdere, der er ansat før den 6. november 2020. Det vil ikke være muligt at få lønkompensation for medarbejdere, der arbejder hjemme.

Formålet med denne ordning er at holde hånden under lønmodtagere, der ikke kan arbejde på grund af restriktioner mellem kommunegrænser. Der kan altså være tale om virksomheder, der i øvrigt ikke oplever behov for at hjemsende efter den ordinære ordning, hvor der kræves hjemsendelse af minimum 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.

Det må p.t. anses som usikkert, om der indføres et minimumskrav til antallet af hjemsendte medarbejdere efter pendlerordningen. Der er en række forhold, der skal afklares først, herunder om ordningen opfylder EU’s statsstøtteregler. Det fremgår dog af aftalen, at parterne har som udgangspunkt, at virksomheden i videst muligt omfang ikke skal omfattes af krav om hjemsendelse af en vis andel/antal medarbejdere. Regeringen søger dette afklaret med Kommissionen hurtigst muligt. Lykkes det mod forventning ikke at få godkendt ordningen, har regeringen tilkendegivet, at man vil arbejde for en anden løsning. Vi orienterer yderligere, når dette er endeligt afklaret.

Hvad sker der nu?

Ligesom da den oprindelige lønkompensationsaftale blev indgået, vil der være en lang række spørgsmål, der endnu ikke er besvaret. Aftalen vil kræve ændringer af lov og/eller bekendtgørelsen om lønkompensation. Dansk Erhverv vil søge at afklare de udestående spørgsmål via myndighederne så hurtigt som muligt og orientere via Kort Nyt og vores hjemmeside.

Udestående spørgsmål er blandt andet, hvornår og hvordan man kan søge efter de nye ordninger.

Opfordring til virksomhederne

Parterne noterer sig, at udmeldingen fra regeringen omkring de nuværende anbefalinger til nordjyske kommuner indebærer, at hverken produktionsvirksomheder eller andre virksomheder opfordres til at holde lukket, men at arbejdsgivere opfordres kraftigt til ikke at lade ansatte med bopæl i en anden kommune møde fysisk på arbejde.