; ;
Gemt

Ny lønkompensationsordning gælder nu hele Danmark

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i dag forhandlet om genetablering af lønkompensationsordningen. Ordningen blev oprindeligt målrettet de 38 berørte kommuner, men som følge af den netop oplyste udvidelse af antallet af kommuner omfattet af restriktioner, er det allerede nu besluttet, at lønkompensationsordningen gælder for hele Danmark.

Nyhed

Dansk Erhverv - 10. december 2020

Fra den 9. december 2020 og indtil den 3. januar 2021 genindføres en lønkompensationsordning, som vi kender fra foråret. Som hidtil kan ordningen benyttes af virksomheder, som oplever at skulle varsle opsigelser af minimum 30 procent af de ansatte eller mere end 50 medarbejdere.

Ved siden af den seneste lønkompensationsmodel gælder fortsat den lønkompensationsordning, som fremgår af bekendtgørelse nr. 1771 af 30 november 2020, og som kan benyttes af tvangslukkede virksomheder uden omsætning.

Modsat forårets ordning kan virksomheden vælge mellem at søge kompensation for enkelte arbejdssteder (p-numre) eller hele virksomheden (CVR-nummer). 

Den netop aftalte lønkompensationsmodel forudsætter, at der på de fleste virksomheder er aftalt frihed i forbindelse med julen, og derfor vil der være tre dage i perioden, hvor virksomheden ikke modtager lønkompensation. Der gælder ikke tilsvarende regler i lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder.

Dansk Erhverv: Fornuftig og fleksibel aftale
”I Dansk Erhverv ønsker vi en både hurtig og effektiv indsats for de virksomheder, der rammes af nye, hårde restriktioner. Derfor er vi tilfredse med, at vi i fællesskab har kunnet lande en aftale, der flugter med den nordjyske model, hvor alle virksomheder samt de mange underleverandører, der også er berørt af de nye, hårde restriktioner, får lønkompensation,” siger Brian Mikkelsen og tilføjer:

”Det giver god mening, at de berørte virksomheder nu har mulighed for at beholde en del af medarbejderne til varetagelse af opgaver under nedlukningen – samtidig med at de øvrige ansatte kan sendes hjem på lønkompensation. Det gør en stor forskel, at det ikke længere afhænger af et enten - eller. Så samlet set en fornuftig aftale, hvor vi forhåbentlig kan give virksomhederne et lidt bedre ståsted i en ekstrem svær tid.”

Dansk Erhverv har udarbejdet en Q&A om de aktuelt gældende lønkompensationsordninger, læs mere her: