Gemt
Presse og Nyheder

Ny politisk aftale får virksomheder bedre igennem krisen

18. april 2020

Regeringen har sammen med Folketingets partier indgået aftale om forbedringer og forlængelser af hjælpepakkerne til erhvervslivet. Vigtig aftale som vil holde hånden under flere danske virksomheder og arbejdspladser, mener Dansk Erhverv.

Der er netop indgået en bred aftale om forbedringer og forlængelser af de eksisterende hjælpepakker til erhvervslivet som følge af coronakrisen.

”Der er tale om centrale ændringer og forbedringer af de allerede gode hjælpepakker til erhvervslivet. Fra Dansk Erhvervs side har vi de seneste uger arbejdet ihærdigt for en række forbedringer af aftalerne, og vi er derfor særdeles glade for, at et samlet Folketing nu endnu engang står sammen og er med til at sikre, at erhvervslivet kommer bedre gennem coronakrisen. Det er et stærkt signal, som regeringen og Folketinget sender til erhvervslivet. Nu skal pakkerne ud og virke,” siger adm. dir i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen. 

Dansk Erhverv er under forløbet kommet med en række forslag til forbedringer af hjælpepakkerne. Mange af disse realiseres nu. Blandt andet indeholder dagens aftale følgende punkter:

  • Flere virksomheder får nu mulighed for at få hjælp, da virksomhederne med dagens aftale skal have et mindre fald i deres omsætning end oprindeligt aftalt.
  • Loftet for kompensation hæves betragteligt, hvilket er nødvendigt, da krisen trækker ud.
  • Vilkårene for selvstændige, freelancere og iværksættere forbedres.
  • Der ydes bedre hjælp til eksportvirksomheder.
  • Der gives bedre rentefri lån til små og mellemstore virksomheder.
  • Vilkårene, for virksomheder, der har haft underskud i 2019, forbedres.
  • Dertil kommer en lang række andre forbedringer vedr. kreditter og på bl.a. skatteområdet.
  • Og endelig forlænges aftalerne. 

”Virksomhederne udgør et særdeles vigtigt fundament i vores samfund. Der er derfor tale om en hjælp til os alle, når vi får virksomhederne bedst igennem krisen. Forbedringerne af pakkerne vil uden tvivl hjælpe endnu flere virksomheder igennem krisen, men krisen bliver dyb, og derfor skal vi også holde døren åben for at fortsætte med at justere, forbedre og forlænge pakkerne, hvis der bliver behov,” siger Brian Mikkelsen, der også meget gerne havde set, at politikerne havde fået løst problemerne med, at mange butikker inden for tøj- og skobranchen brænder inde med store varelagre, der nu er vanskelige at sælge.

”Vi vil fortsæt kæmpe på forbedringer på dette område. Vi havde også håbet, at politikerne gjorde det muligt for de mange butikskæder, der er tvangslukket i centre, at få hundrede procents kompensation, selv om de også har åbne butikker uden for centrene. Det synes vi er rimeligt. Vi har fået virkelig mange af vores ønsker igennem, og vi vil fortsætte dialogen med politikerne om de øvrige udfordringer,” siger Brian Mikkelsen.

En ting er hjælpepakker til et erhvervsliv, som er voldsomt præget af coronakrisen, men med den gradvise åbning af Danmark, som så småt er begyndt, skal der også fokus på at genstarte Danmarks økonomi og danskernes forbrug.

”Den næste store opgave bliver at stimulere økonomien og genstarte danskernes forbrug. Dansk Erhverv har allerede spillet ind med en forbrugspakke, hvor vi blandt andet foreslår at udbetale indefrosne feriepenge, hvilket vil give 55 milliarder til danskerne. Det er meget vigtigt, at vi udarbejder en plan for, hvordan vi får økonomien i gang igen. Derfor vil vi i Dansk Erhverv også komme med tre yderligere pakker, der skal være med til at skabe grobunden for sunde og konkurrencedygtige virksomheder, vækst og arbejdspladser,” siger Brian Mikkelsen.

Læs mere på fm.dk: Regeringen og alle Folketingets partier er enige om at justere og udvide hjælpepakker til dansk økonomi

Læs Dansk Erhvervs Forbrugspakke

Justeringer og udvidelse af hjælpepakker

Aftalen indeholder bl.a. følgende tiltag: 

  • En forlængelse af ordningen for kompensation for faste omkostninger med en måned til og med d. 8. juli.
  • I ordningen for kompensation for faste omkostninger udvides herudover adgangen til kompensation, så virksomheder som minimum skal have en omsætningsnedgang på 35-60 pct. for at få kompenseret 25 pct. af deres faste omkostninger frem for tidligere 40-60 pct. De øvrige trin og tilhørende kompensationsgrader ændres ikke. Endvidere sænkes minimumsgrænsen for faste omkostninger fra 25.000 kr. til 12.500 kr., således at virksomheder som minimum skal have faste omkostninger svarende til 12.500 kr. i en tremåneders periode for at kunne få kompensation. Hertil hæves det absolutte loft for kompensation fra 60 mio. kr. i perioden til samlet 110 mio. kr. Endelig vil der blive taget hånd om de virksomheder med underskud, som på grund af statsstøttereglerne får reduceret deres kompensation mere, end hvad det er nødvendigt inden for statsstøttegodkendelsen. Hertil vil de virksomheder, der grundet ekstraordinære omstændigheder har haft underskud i 2019 - og derfor reduceres i kompensation - kunne anvende en anden referenceperiode for underskuddet end 2019, såfremt det er muligt at opnå statsstøttegodkendelse heraf.
  • En forlængelse af kompensationsordningerne til selvstændige og freelancere med en måned til og med d. 8. juli. Herudover øges kompensationsgraden fra 75 pct. til 90 pct., og grænsen for det maksimale antal fuldtidsansatte i virksomheder omfattet af ordningen hæves fra maksimalt 10 til maksimalt 25. For selvstændige omfattet af forbud mod at holde åbent øges kompensationsgraden til 100 pct. (dog maksimalt 23.000 kr.) i perioden med forbud under forudsætning af, at der kan opnås statsstøttegodkendelse. Hertil etableres en ny kompensationsordning for freelancere mv. med blandede A- og B-indkomster.
  • Udbetaling af indbetalt moms som et rentefrit lån til små og mellemstore virksomheder samt af indbetalt lønsumsafgift til visse erhverv (bl.a. fysioterapeuter, tandlæger, taxavognmænd mv.)
  • Udskydelse af betalingsfristen for lønsumsafgiften for 2. og 3. kvartal for visseerhverv (bl.a. fysioterapeuter, tandlæger, taxavognmænd mv.).
  • Midlertidig suspendering af loftet på skattekontoen for virksomhedernes indbetaling af A-skat, moms mv.
  • Udbetalinger fra skattekreditordningen vedrørende indkomståret 2019 fremrykkes fra november 2020 til juni 2020. Fremrykningen vil særligt gavne likviditeten i små og mellemstore vækstiværksættere med forsknings- og udviklingsaktivitet.
  • Etablering af en midlertidig matchfacilitet i Vækstfonden
  • Eksport- og investeringspakke til styrkelse af danske eksportvirksomheder og fastholdelse af danske arbejdspladser.
  • Etablering af en national platform i samarbejde med private crowdfundingplatforme.
  • 350 mio. kr. til et ekstraordinært løft af Innovationsfondens Innobooster-ordning i 2020.
  • Suspendering af G-dage til og med d. 30. juni

Listen ovenfor er et uddrag af aftalepunkterne og er ikke udtømmende. 

Læs mere om aftalen i aftaleteksten: Aftale om hjælpepakker til lønmodtagere og virksomheder mv. i forbindelse med gradvis åbning af Danmark

Læs mere om de enkelte tiltag i faktaarket: Hjælpepakke til dansk økonomi

Kontakt os

Kommunikation

Thomas Giolla-Møller

Pressekonsulent

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.