; ;
Gemt

Ny politisk aftale letter omregistrering for iværksætterselskaber

01. september 2020

En ny politisk aftale mellem Folketingets partier har resulteret i, at fristen for omregistrering af IVS’er til ApS’er eller andre selskabsformer er udskudt til den 15. oktober 2021, samt at kapitalkravet er gjort mere fleksibelt.

Folketinget besluttede sidste år at afvikle iværksætterselskaberne (IVS’erne). Det betyder, at IVS’er skal omregistreres til ApS’er eller andre selskabsformer. Hvis ikke et IVS bliver omregistreret, vil det blive sendt til tvangsopløsning. Den oprindelige frist blev sat til den 15. april 2021, men er nu udskudt med seks måneder, og kapitalkravet er gjort mere fleksibelt.

Det er resultatet af en ny politisk aftale mellem alle Folketingets partier.

Konkret er fristen nu sat til den 15. oktober 2021. Fremover bliver det også muligt at omregistrere et IVS til et ApS ved blot at indbetale forskellen mellem IVS’ registrerede selskabskapital og de 40.000 kroner, der er minimumskravet til ApS’er. Det betyder i praksis, at hvis der for eksempel er indskudt 5.000 kroner ved stiftelsen af et IVS, kan IVS’et – som følge af forslaget – blive omregistreret til et ApS ved at indskyde de resterende 35.000 kroner.

Dansk Erhverv hilser den nye aftale velkommen, men er ærgerlig over, at man endnu ikke har taget hånd om at sænke kapitalkravet for at etablere et ApS. Siden april 2019 har det ikke været muligt at etablere et iværksætterselskab, hvor kapitalkravet lød på blot 1 krone. Iværksætterselskaberne blev afskaffet på baggrund af en analyse fra Erhvervsstyrelsen, der pegede på, at nogle brodne kar har brugt selskabsformen til snyd.

”Vi synes, det er ærgerligt, at få brodne kar har fået lov at ødelægge mulighederne for alle de lovende iværksættere i Danmark, som stifter et iværksætterselskab med gode intentioner. Vi kan se, at der har været et fald på cirka 30 procent af nyetablerede virksomheder efter afskaffelsen af IVS,” udtaler Jasmina Pless.

Dansk Erhverv gik i juni 2020 sammen med Dansk Iværksætterforening, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Lederne, Ase, Dansk Crowdfunding Forening, DISIE og forskere fra CBS Law ud med et forslag, som skal gøre det lettere at stifte en sund virksomhed. Konkret foreslås det, at kapitalkravet til ApS’er sænkes fra 40.000 kroner til 8.000 kroner med mulighed for delvis indbetaling af selskabskapitalen. På den måde bliver Danmark konkurrencedygtig i forhold til de øvrige EU-lande, hvor det gennemsnitlige kapitalkrav for et ApS ligger på cirka 8000 kroner.

Forslaget kan læses her: De­bat | Er­hvervsor­ga­ni­sa­tio­ner: Sænk ka­pi­tal­kra­vet for at star­te et ApS og lad iværk­sæt­ter­ne blom­stre.