; ;
Gemt

Ny rapport kortlægger status for bioplastik

01. april 2020

Miljøstyrelsen har i samarbejde med Eunomia udarbejdet en ny rapport om bioplastik. Biobaseret og bionedbrydeligt plastik udgør fortsat en lille del af det samlede plastikforbrug, men produktionskapaciteten er i vækst.

En ny rapport, som Eunomia har lavet på vegne af Miljøstyrelsen, viser, at bionedbrydeligt og biobaseret plastik forsat kun udgør en meget lille del af det globale marked på under 1 procent. Samtidigt viser rapporten, at produktionskapaciteten for biobaseret og bionedbrydelig plastik vil vokse med 2 – 3 procent årligt.

Bionedbrydelig plastiks anvendelse i Danmark
Rapporten viser, at anvendelsen af bionedbrydeligt plastik har et yderligere potentiale. Dette skyldes, at det i Danmark vurderes, at bionedbrydelig plastik typisk anvendes i poser til madaffald, mens det på globalt plan også finder anvendelse i emballager og bæreposer. Rapporten er således et første step for at identificere nye anvendelsesmuligheder for bionedbrydelig og biobaseret plastik, for derigennem at nedbringe klima- og miljøpåvirkningen.

Flere typer af bioplastik
Biobaseret plastik er plastik, der helt eller delvist stammer fra biologiske råvarer, men ikke nødvendigvis er bionedbrydelig. Biobaserede udgaver af typiske plastiktyper som PET, PP og PE kaldes drop-in polymerer og er identiske med de fossilbaserede udgaver. Drop-in biobaseret plastik kan genbruges og genanvendes på lige fod med fossilt plastik. Bionedbrydelig plastik kan være både fossilt- og biobaseret og er designet til at nedbrydes under specifikke forhold. Bionedbrydelig plastik nedbrydes således ikke ens, hvis overhovedet, i alle miljøer.

Læs den fulde rapport på Miljøstyrelsens hjemmeside: Ny rapport kortlægger nuværende status for bioplastik.