Gemt

Nye regler om indrejse, isolation og test er trådt i kraft den 7. februar 2021

Dansk Erhverv | Brief - 8. februar 2021

En række skærpede regler for indrejse mv. er trådt i kraft. Samtidig er der igen åbnet op for indrejse for forretningsrejsende. Bemærk at alle virksomheder, med vandrende arbejdstagere i grænselandet, skal lave en plan for test, selvom denne gruppe konkret er undtaget.


Indrejse og test i forbindelse hermed
For at udlændinge, der ikke har fast bopæl og opholdstilladelse i Danmark, kan indrejse i Danmark, skal de have et anerkendelsesværdigt formål. Siden den 9. januar 2021 har der ikke været adgang for forretningsrejsende. Dansk Erhverv har flere gange gjort opmærksom på de store udfordringer, dette har haft for erhvervslivet, og er derfor glade for, at kritiske forretningsbesøg nu fra den 7. februar 2021 anerkendes som indrejseformål.

I forbindelse med en række nye tiltag gældende fra den 7. februar 2021, er der i øvrigt indført krav om test i forbindelse med indrejse. Disse tiltage gælder også for danske statsborgere. Ved ankomst med fly skal test som udgangspunkt ske i lufthavnen inden den forlades, mens indrejse via lande- og søgrænse, skal testen foretages inden 24 timer efter indrejse.

Dansk Erhverv har på hjemmesiden informeret nærmere om indrejse og test

Krav om test for indrejsende arbejdskraft
Dansk Erhverv har tidligere informeret om, at der er indført regler om arbejdsgivers pligt til at sikre test af indrejsende arbejdskraft. En udmøntning af disse regler skulle ske via en bekendtgørelse, som netop er udstedt og trådt i kraft den 7. februar 2021.

Reglerne betyder, at der for tilrejsende arbejdskraft som udgangspunkt skal sikres, at de PCR testes 48-96 timer efter indrejse. Der gælder dog undtagelser til disse regler, fx er medarbejdere bosat i grænselandet undtaget.

Som en del af reglerne skal arbejdsgiver udarbejde en plan, der sikrer både information til medarbejderne og en plan for test og opfølgning heri.

Det er her vigtigt at fremhæve, at selvom virksomhedens medarbejdere konkret er undtaget fra testen, eksempelvis fordi der er tale om medarbejdere bosat i grænseområdet, er virksomheden fortsat forpligtet til at udarbejde plan, som så for den gruppe blot vil angive, at de er undtaget. Planen skal kunne forevises ved kontrol fra Arbejdstilsynet.

Du kan læse mere om reglerne for test af tilrejsende arbejdstagere.

Krav om isolation efter indrejse
Endelig er der indført regler om 10 dages isolation i forbindelse med indrejse. Reglerne gælder alle, også danske statsborgere, der har været ude at rejse.

Der gælder dog en række undtagelser, herunder kan man, ved opnåelse af negativ PCR test på 4. dagen, gå ud af isolationen.

Herudover er det vigtigt at bemærke, at personer, der har fået foretaget en negativ test efter lov om pligt til at sikre covid-19 test, ikke er omfattet af isolationskravet. Det betyder, at hvis personen har fået foretaget en test efter 48 timer og har resultatet umiddelbart efter, så kan isolationen ophæves fra tidspunktet for modtagelse af resultatet af den negative test.

Der er herudover en række andre persongrupper/situationer, der er undtaget fra kravet om isolation.
Selvom en person er i isolation, gælder der også en række undtagelser, hvor isolationen midlertidig kan brydes som følge af anerkendelsesværdige formål.  
Du kan læse mere om reglerne her.

Kontakt os