; ;
Gemt

Opfordring til leverandører: Gå i dialog med kommunen om genåbning

Med udsigten til en gradvis genåbning af Danmark, kan enkelte dele af de pressede erhverv for tjenesteydelser muligvis se frem til en lille stigning i antallet af opgaver. For rengøringsbranchen stiller åbningen af skoler og daginstitutioner store krav. Hygiejnen skal være i absolut top, og rengøring skal foretages hyppigere og på forskudte tidspunkter, så den nye rytme i institutionerne ikke forstyrres.

Hvis genåbningen skal foregå så trygt og effektivt som muligt, kræver det en tidlig og vedholdende dialog mellem kommunen og de private leverandører. For selvom genåbningen startes forsigtigt, står andre offentlige og private institutioner også over for på sigt at skulle genåbnes. Åbningen af skoler og daginstitutioner er derfor af vital betydning for, at vi også trygt kan åbne de andre dele af vores samfund.

Dansk Erhverv opfordrer derfor til, at de private leverandører, der bliver inddraget i genåbningen, allerede nu tager kontakt til kommunen for at drøfte, hvordan de i fællesskab kan skabe de bedste rammer for genåbningen:

”Nedlukningen har ramt leverandører af tjenesteydelser hårdt, så der skal slet ikke herske tvivl om, at vores medlemmer er meget motiverede for at komme i gang med deres opgaver. Derfor opfordrer vi, at man hurtigst muligt tager kontakt til de kommuner, hvor man har opgaver, og over en digital kop kaffe får drøftet, hvordan vi i fællesskab får genåbnet skoler og institutioner på tryg vis”, siger Dansk Erhvervs markedschef Morten Jung.

Rengøringsvirksomheders viden skal sikre hygiejne i top

Ifølge Morten Jung kan kommunerne gøre brug af rengøringsvirksomhederne til flere opgaver i forbindelse med genåbningen. Både til selve rengøringsopgaverne, men også ved at udnytte den faglighed, der ligger i virksomhederne og som kan blive afgørende for at sikre en god genåbning:

”Vores medlemmer besidder en utroligt stor faglighed og viden om, hvordan man sikrer hygiejne i højeste kvalitet. Når man til daglig har til opgave at sikre rene lokaler og god hygiejne på tværs af sektorer, har man også øje for de små detaljer, der kan gøre den helt store forskel. Derfor håber vi, at kommunerne vil tage vores virksomheder med på råd, så vi både kan hjælpe og rådgive kommunerne, men også de enkelte skoler og institutioner om, hvordan de, i løbet af arbejdsdagen, sikrer en optimal hygiejne i denne ekstraordinære situation”, siger Morten Jung.