; ;
Gemt

Orla Hav: Miljø- og klimaudfordringer skal løses på markedsbetingelser

03. marts 2020

Dansk Erhverv | Brief interviewer i de kommende uge en lang række erhvervspolitiske ordfører fra de politiske partier. Vi lægger ud med Socialdemokraternes erhvervsordfører, Orla Hav.

Af Kristian Kongensgaard, redaktør.

Hvilke 3 erhvervspolitiske sager vil du først og fremmest kæmpe for i 2020 og hvorfor?

”For Socialdemokratiet er det vigtigt at sikre gode udviklingsmuligheder for et ansvarligt erhvervsliv, hvis initiativer og virke tager hensyn til borgernes og samfundets interesser.

I det lys skal man se initiativerne for bedre regulering og gennemsigtighed af den finansielle sektor.
Vi vil holde fokus på Danmark som et innovativt produktionssamfund.”

Systemiske hindringer skal fjernes
Hvilke erhvervspolitiske tiltag forventer du, at der i 2020 kan indgås brede aftaler om hen over midten i Folketinget?

”Den brede aftale om Danmarks grønne udvikling åbner mange døre. En af dem bør være erhvervspolitiske initiativer, der fremmer udvikling og afsætning af grønne løsninger på globalt plan. Er der systemiske hindringer i at forfølge de grønne mål, så vil vi medvirke til at fjerne dem, så målene kan nås. Vi vil være lydhøre i forhold til de muligheder, erhvervslivet ser, og søge løsninger til at fremme disse muligheder, når de er i overensstemmelse med samfundets prioriteringer.”


Folketingsmedlem Orla Hav (S).   Foto: Steen Brogaard

 

Fokus på nye jobs og ny indtjening
I hvilken prioriteret rækkefølge bør erhvervspolitiske tiltag generelt tilgodese henholdsvis de enkelte virksomheders konkurrenceevne, den samlede økonomiske vækst i samfundet og det globale miljø/klima - og hvorfor?

”De ambitiøse og nødvendige klimamål, som et bredt flertal i Folketinget bakker op, kan kun realiseres, hvis vi søger løsninger på almindelige markedsbetingelser. Klimadagsordenen skal være en erhvervspolitisk dagsorden, og det har vi tidligere mestret. Danmarks position som vindmølleproducent og som vindmølleforbruger er en stærk understregning heraf.

Ja, vi skal bidrage til at løse verdens miljø- og klimaudfordringer på markedsbetingelser og med fokus på at skabe nye jobs og ny indtjening.”

Orla Hav

 

·       67 år, født i Nørresundby.

·       Folketingsmedlem for Socialdemokratiet siden 2007, valgt i Nordjylland.

·       Uddannet lærer, Aalborg Seminarium, 1976.

·       Amtsborgmester for Nordjylland 1998-2006.

·       Formand for regionsrådet i Region Nordjylland 2007.