; ;
Gemt

Påsketurismen - død eller opstanden?

25. marts 2020

Turisterhvervet i Danmark havde håbet på at genopstå i påsken. Statsministeren har præciseret i et facebookopslag, at man gerne må tage i sommerhus, men at alle skal fortsætte med at holde afstand og tage deres forholdsregler. Dansk Erhverv bakker op om forlængelsen af karantænen, men opfordrer til, at myndighederne, så snart det er muligt, giver danskerne mulighed for at støtte lokalt og dansk.

Påsken skyder normalt turismesæsonen i gang. På campingpladserne triller fastliggerne ind med deres campingvogne, og campinghytterne åbnes. På hotellerne vrimler det med feriegæster, frem for de normalt mange forretningsrejsende. Feriehusene fyldes med børnefamilier og par, som nyder de åbne vidder ved kysterne. Billedet bliver noget anderledes i år.

I kystdanmark havde mange campingpladser, hoteller, feriecentre og feriehusudlejere håbet på, at det store tab som følge af indrejseforbuddet for udenlandske turister, kunne dæmpes en smule med flere danske gæster. Det ser nu i en begrænset grad ud til at blive muligt med statsministerens opfordring til at blive hjemme, samt præcisering af, at det ikke er forbudt at tage i f.eks. sommerhus over påsken.

“Påsken har en stor betydning for hele turisterhvervet. I normale tider ville en sen påske som den, vi har i år i april, være ekstra god. Der er mildt forårsvejr, og folk skal nå at brænde ferieårets sidste feriedage af. For attraktionerne og detailhandlen i lokalområderne er påskemåneden også én af de vigtigste på hele året. Forlystelsesparkerne omsatte alene i april sidste år for knap 400 mio. kr." udtaler Lars Ramme Nielsen, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi, Dansk Erhverv.

Der er lige nu stor stigning i danskernes Google-søgninger på sommerhuse, som kan tyde på øget lyst her og nu til at komme hjemmefra, men også til at sikre sig en sommerferie på dansk jord.

Læs mere: Berlingske: Danskerne søger som gale på disse boliger.

“Folk, der bor i tætbefolkede områder i byerne, vil lige nu have godt af at komme lidt væk, mens man selvfølgelig fortsætter med at holde afstand. Her kunne et ophold på feriecenter, lejet feriehus, hotel eller campingplads være ideelt, også da overnatningsstederne, vil kunne tage de nødvendige forholdsregler for at isolere folk mest muligt“, udtaler Lars Ramme Nielsen.