; ;
Gemt

Positivt med Brexit-bevægelse

Dansk Erhverv stiller sig forsigtigt positive over, at der nu endelig er kommet en aftale på bordet, så der kan arbejdes videre for at undgå et ”no-Deal”-scenarie.

Nyhed

Pressemeddelelse 15. november

Der er nu omsider fremgang at spore i forhold til en endelig aftale om briternes udmelding af EU, Brexit. Det er godt nyt, idet fremgangen gør det mindre sandsynligt, at der slet ikke kommer en aftale inden den fastsatte deadline.

”Selv om der er fremgang, så er vi alligevel ikke mere end forsigtigt positive. Der er fortsat meget, der kan gå galt, og virksomhederne bør stadig forberede sig på, at det kan ende med ”no-Deal”. I det mindste indtil det er klart, at May kan få aftalen igennem i det britiske Underhus,” siger Lasse Hamilton Heidemann, EU-chef i Dansk Erhverv. 

EU skal også sige ”ja”
Lasse Hamilton Heidemann minder desuden om, at aftalen også skal igennem i EU.

”Der er fortsat utroligt mange ubekendte, og der er bestemt ingen grund til at kippe med flaget endnu. Om ikke andet så fordi, at det udkast til en aftale, der ligger på bordet, ikke er en permanent en af slagsen. Den vil, hvis godkendt, sikre en overgangsordning, hvor danske virksomheder kan handle med briterne på samme vilkår som tidligere og peger frem mod en endelig aftale. Men hvis der ikke er indgået en ny og permanent aftale henimod udgangen af 2020, ja, så er vi så at sige på den igen med usikkerhed for de danske virksomheder. Jeg holder i dén grad stadig vejret,” siger Lasse Hamilton Heidemann.