; ;
Gemt

Rejser og grænser

27. april 2021

Den 13. april blev der fremlagt en plan for åbningen af grænserne med start 21. april. Dansk Erhverv kæmper stadig for en række justeringer.


Som udgangspunkt skal alle, der rejser ind i Danmark, i isolation i 10 dage for at forebygge corona-smitte. Perioden kan dog forkortes, hvis personen på fjerdedagen bliver testet, og testen er negativ. Hvis personerne skal arbejde, gælder kravet om isolation kun i deres fritid, fremgår det af retningslinjerne på de danske myndigheders fælles hjemmeside coronasmitte.dk.

Til kravet om isolation efter indrejse siger Dansk Erhvervs chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme Nielsen:

”Det burde være tilstrækkeligt med en test ved indrejse, så kun de positivt testede blev isoleret. Virksomhedernes drift kan blive ramt. Der er næppe mange medarbejdere, der med begejstring vil rejse ud i verden til gavn for danske arbejdspladser og Danmarks økonomi, hvis de skal i isolation i deres fritid, når de vender hjem.”

En fornuftig incidensgrænse bør være nok
Foruden de nævnte restriktioner for erhvervsrejsende mener Dansk Erhverv også, at indrejserestriktioner for turister bør lempes.

”I opfølgningen på faserne af genåbningen kan vi kun se gode argumenter for, at feriehusturismen bliver anerkendelsesværdig og at karantænekrav slækkes. En fornuftig incidensgrænse bør være nok, så test ved ind-/udrejse fra lande med smitte på niveau med eller mindre end den danske ikke skal føre til karantæne,” påpeger Lars Ramme Nielsen.

Til rejserestriktionerne hører en række undtagelser og særregler, dels i forhold til personkredsen og dels i forhold til smitterisiko, ved kategorisering af ”røde”, ”gule” og ”orange” lande og regioner.

Samlet har Dansk Erhverv følgende position:

  • Isolationskrav ved erhvervsrejser:  Kravet om isolation i fritiden bør afskaffes. Det bør være tilstrækkeligt med en test ved indrejse, så kun de positivt testede bliver isoleret. Udfordringen er, at det kan koste danske virksomheder ordrer, da der næppe er mange medarbejdere, der med begejstring vil rejse ud i verden til gavn for danske arbejdspladser og Danmarks økonomi, hvis de skal i isolation i deres fritid, når de vender hjem.

  • Færre indrejserestriktioner for turister: En fornuftig incidensgrænse bør være nok, når udlændinge ønsker at besøge Danmark som turist. I opfølgningen på faserne af genåbningen bør feriehusturismen blive anerkendelsesværdig. Samtidig bør en fornuftig incidensgrænse være nok, så test ved ind-/udrejse fra lande med smitte på niveau med eller mindre end den danske ikke skal medføre karantæne.

  • Test ved indrejse fra gule lande: I alle faserne skal man kunne fremvise en negativ test, før man rejser med fly. Det er en meget markant barriere for, at danskerne ønsker at rejse, at man også på destinationen skal finde – og ikke mindst betale for test forud for hjemrejse til Danmark fra gule lande.

  • Testkapacitet: Det bliver en enorm udfordring for lufthavnene at følge med, hvis kravene om test ved indrejse fra gule lande fortsættes. Derfor anbefales det, at man hurtigst muligt fjerner kravet om test ved indrejse fra gule lande.   

  • Dispensationsordning for virksomheder ved erhvervsrejser:  Der er behov for, at der oprettes en mulighed for at lave en dispensationsordning, så virksomheder kan ansøge om dispensation for rejsereglerne. Dansk Erhverv har været i dialog med flere virksomheder, der har haft problemener med de gældende rejseregler.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil