; ;
Gemt

Rekordoptag er en fremragende nyhed for danske virksomheder

27. juli 2020

69.526 får i dag at vide, at de er optaget på en videregående uddannelse. Dermed er rekorden på 66.439 fra 2016 slået. Det er ifølge Dansk Erhverv en virkelig god nyhed.

 

Rekordmange får i disse dage et positivt svar på, at de er optaget på en videregående uddannelse. Det vil styrke dansk erhvervsliv i årene frem.

”En veluddannet arbejdsstyrke er fuldstændig afgørende for dansk erhvervsliv. Adgang til dygtige medarbejdere er selve nøglen for at klare sig i den internationale konkurrence. Derfor er dagens nyhed om rekordoptag, virkelig en god nyhed for erhvervslivet,” siger Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Ikke alene slår optaget rekord, de unge er også i høj grad blevet optaget på uddannelser, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Særligt inden for it-uddannelserne er der optaget ekstra mange. 13 pct. og 852 ekstra studerende er optaget på landets it-uddannelser.

”Uanset om man er en supermarkedskæde, en industrivirksomhed eller en kommune, så er der brug for dygtige it-medarbejdere. Det er i høj grad inden for it, at de store innovationer sker i disse år. Det er derfor intet mindre end en fremragende nyhed, at it-uddannelserne har optaget så mange flere studerende,” siger Mads Eriksen.

Generelt er der optaget langt flere på uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder. Der er i år blevet optaget 53.165 på de såkaldte ikke-dimensionerede uddannelser, som er uddannelser med god beskæftigelse. Det er 3.426 flere end i 2019.

”Selv om corona lige nu har skabt et dyk i beskæftigelsen, så er der på et lidt længere sigt forsat udsigt til mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for mange områder. Derfor er det så positivt, når flere unge end vi har set tidligere år er blevet optaget på uddannelser, der peger mod job med gode beskæftigelsesmuligheder. Det har betydning for i hvilket omfang virksomhederne kommer til at mangle kvalificerede ansøgere og for jobmulighederne for de unge, der er blevet optaget på studierne i år, når de er færdige med uddannelsen om 3 – 5 år,” siger Mads Eriksen

For yderligere kontakt uddannelseschef Mads Eriksen på 6060 7854 eller på mer@danskerhverv.dk

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil