; ;
Gemt

Slut med at opbevare butikstyveriblanketter

30. juni 2020

Rigspolitiet meddeler, at der ikke længere er behov for, at butikker opbevarer butikstyveriblanketter.

Dansk Erhverv forespurgte i april 2020 Rigspolitiet, hvorvidt det fortsat er politiets ønske, at Dansk Erhvervs medlemmer opbevarer underskrevne butikstyveriblanketter, om det gør en forskel i forhold til en straffesag/bødeforlæg, samt i hvor lang tid medlemmerne i så fald skal opbevare blanketterne, når et tyveri er anmeldt via Crimestat.

Rigspolitiet har efter drøftelse med Rigsadvokaten vurderet, at der ikke er behov for opbevaring af de underskrevne butikstyveriblanketter. Det skyldes, at politiet ud fra oplysningerne i den elektroniske anmeldelsesblanket vurderer, hvorvidt der kan meddeles et bødeforlæg efter retsplejeloven §832 (sager, hvor den sigtede erkender), eller om sagen skal overgives til anklagemyndigheden, der herefter vurderer, om der skal rejses tiltale, hvorefter sagen afgøres ved dom. Det er således ikke afgørende, at gerningsmanden har skrevet under på den fysiske butikstyveriblanket.

Imidlertid skal Rigspolitiet opfordre til, at den elektroniske anmeldelsesblanket indeholder oplysninger om, hvorvidt gerningsmanden kan erkende eller nægter butikstyveriet, og en begrundelse herfor, såfremt pågældende over for butiksdetektiven/personalet har tilkendegivet noget herom. Disse oplysninger er således relevante for politiets vurdering af anmeldelsen og sagens videre proces.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil