; ;
Gemt

Snaps Bornholm: Coronakrisen har gjort os meget mere effektive

02. juli 2020

Den digitale virkelighed, der ramte Danmark under coronakrisen, er endt med at blive helt permanent i Snaps Bornholm. Det fysiske kontor er droppet til fordel for bærbare computere. 

Kælderlokalerne, der ligger en håndfuld trin ned fra fortovet, oser af rustik. Rundt omkring står og ligger der adskillige godt brugte træpaller. De gamle murstensvægge står helt rå.

Er vi i udkantsdanmark? Nej, det er vi ikke. Lidt længere nede ad gaden og rundt om hjørnet går de unge gardere vagt på Amalienborg Slotsplads.

I kælderen holder iværksættervirksomheden Snaps Bornholm til. Før coronakrisen var her kontor med skriveborde, skærme og vareprøver, men nu er alt det administrative værktøj væk. Det har coronakrisen også sørget for.

 

For Snaps Bornholm begyndte coronakrisen med annullerede ordrer, og derefter fik virksomhedens stab og samarbejdspartnere travlt med nye initiativer. Det er Simon Lorentzo Jensen nederst til højre. (Foto: Snaps Bornholm).

Kontoret er flyttet ned i tasken
”Vi blev fra den ene dag til den næste tvunget til at drive virksomheden videre over skype, facetime, teams, og hvad der ellers er af digitale muligheder. Under hele det forløb og den proces fandt vi ud af, at vi arbejdede meget mere effektivt end tidligere. Så kunne vi køre forretningen videre med en bærbar computer i tasken. I stedet kan vi bruge lokalerne til at markedsføre vores produkter på en ny måde ved nu at indrette lokalerne til events. Mund-til-mund-metoden er et af vores stærkeste kort,” fortæller Simon Lorentzo Jensen, der er en af de 6 partnere bag Snaps Bornholm.

Nethandel har reddet en stor del af omsætningen
Foruden partnerne består medarbejderstaben af foreløbig en enkelt ansat mere. Virksomheden har ikke haft behov for at benytte statens hjælpepakker under coronakrisen. Der har heller ikke været behov for at benytte muligheden for at udskyde A-skat og moms.

”Umiddelbart, da Danmark blev lukket ned, blev vi ellers hårdt ramt af de mange ordrer, der blev annulleret, fordi restauranterne, barerne, diskotekerne, natklubberne og spiritusforretningerne i butikscentrene blev lukket. Sommerens festivaler blev aflyst. Det så ikke lyst ud, men så måtte vi jo finde på noget, og nethandel har reddet en stor del af omsætningen,” siger Simon Lorentzo Jensen, men tilføjer dog:

”Nethandel var jo den mulighed, der viste sig, da så meget andet lukkede ned. Vi havde ikke hidtil haft fokus på det af hensyn til vores mange forhandlere, som vi ikke ville konkurrere med. Derfor bliver nethandel af samme årsag heller ikke noget, vi vil satse på fremadrettet.”

Håber på større omsætning end budgetteret
Simon Lorentzo Jensen var en af virksomhedens stiftere tilbage i 2015. Deres passion var at genoplive den bornholmske snapsetradition og fremstille den i nye råvarevarianter. Året efter, den 14. oktober 2016, begyndte salget. Inden året var omme, havde de omsat for 750.000 kr. Da partnerne lagde budget for 2020, lød det på 8 millioner kr.

”Vi håber trods coronakrisen at nå op på 10 millioner kr. Allerede nu ligger vi på indeks 180 i forhold til det budgetterede for den første del af året. Men omsætningen er meget ujævnt fordelt i løbet af året, og vores branche er stærkt afhængig af julesalget. 60 % af årets omsætning ligger i 4. kvartal. Påskesalget er også vigtigt, og det svigtede i den grad i år, fordi mange ikke mødtes hverken ude eller hjemme. Vi ved ikke, om folk også svigter julesalget i år. Eftersom mange af vores kunder har været lukket, har de formentlig et større varelager, som de ikke skal have suppleret lige med det første.”

Kastede sig over håndsprit
Men som Simon Lorentzo Jensen siger, så har Snaps Bornholm fokuseret på nye muligheder i stedet for begrænsninger.

Virksomheden kastede sig også over håndsprit, som der hurtigt blev mangel på, da landet blev lukket ned. Til forskel fra snaps, der tager 4-6 måneder at fremstille, lagret på 2 milliarder år gammel bornholmsk granit, så er håndsprit en hurtig blanding af eksisterende produkter.

Det har dog aldrig været meningen, at håndsprit permanent skulle indgå i Snaps Bornholms sortiment.

”Vi syntes, det var en god og sjov idé at tage initiativ til noget, der kunne bidrage til at løse en mangelsituation under coronakrisen. Men produktionen kørte kun 2-3 uger. Det gav god omtale, og i og med at håndspritten blev solgt i vores gængse snapseflaske, udviklede den sig nærmest til et samlerobjekt.”

Nogle af vores forhandlere vil nok ikke overvinde coronakrisen
Mens Snaps Bornholms administration, markedsføring, distribution og udvikling af nye produkter styres via kælderlokalerne i Frederiksstaden i København, køber virksomheden sig ind hos De Bornholmske Spritfabrikker i Nexø til den egentlige produktion.

Simon Lorentzo Jensen skønner, at virksomheden har et forhandlernet på cirka 300 i Danmark. På grund af coronakrisen har enkelte af dem bedt om at få forlænget kredittiden.

”Det har vi haft mulighed for at efterkomme. Men generelt og på lidt længere sigt kommer vi nok til at miste nogle af vores forhandlere, som ikke overvinder coronakrisen.”

Vil satse mere på eksport
Snaps Bornholms salgskanaler og forhandlernet dækker lige nu stort set hele Danmark. Derfor vil virksomheden de kommende år forstærke indsatsen på eksportmarkedet:

”I øjeblikket eksporterer vi til Frankrig, Østrig og Sverige, svarende til skønsmæssigt 5 % af vores samlede omsætning. Senere på året har vi en aftale med det tyske stormagasin KaDeWe om et fremstød i Hamborg.”

Hvert år på virksomhedens fødselsdag, den 14. oktober, føjes der et nyt produkt til Snaps Bornholms sortiment. Men i år var coronakrisen også årsag til, at der allerede i foråret kom et nyt produkt på hylden.

”I samarbejde med en dansk vingård lancerer vi en rosévodka. Den kan produceres langt hurtigere end snaps, og er derfor også godt for omsætningen allerede nu. Men vi har også andre gode es’er i ærmet.”

Blandt andet et samarbejde med to kendiskokke, som kan gøre kendskabet til virksomhedens produkter både bredere og bedre.

Roser danskerne for deres måde at tackle coronakrisen på
Simon Lorentzo Jensen opsummerer coronakrisens ned- og optur for Snaps Bornholm således:

”Pludselig stod vi uden omsætning af betydning, og vi måtte sadle om. Derfor er jeg også stolt af, at det er lykkedes os at vende den situation til meget positive resultater. Men jeg vil også gerne rose danskerne for deres optimisme og måde at tackle coronakrisen på ved at hjælpe hinanden og se nye muligheder, som også har gavnet vores virksomhed.”