Gemt
Presse og Nyheder

Spændende perspektiver med ny Kommission

I dag offentliggjorde EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen sit hold af kommissærer og deres foreslåede porteføljer. Den styrkede rolle til Margrethe Vestager er et meget positivt aspekt for danske erhvervsinteresser. I den anden retning trækker medlemmer, som måske vil arbejde for mere protektionisme af europæisk industri.

Nyhed

Pressemeddelelse 10. september 2019

Margrethe Vestager beholder sin post som kommissær for konkurrence samtidig med, at hun får ansvar for digitalisering. Det er en stor sejr for danske interesser, mener Dansk Erhverv.

”Vestager får som vicepræsident og kommissær ansvar for området Digital Age og Konkurrence, hvilket er en decideret sejr for hende og for danske og europæiske erhvervsinteresser. Konkurrenceområdet beholdes dermed i gode hænder, og vi forventer, at hun vil kunne agere reelt modspil til de tysk-fransk ambitioner om at undergrave konkurrencereglerne og bruge statsstøtte i langt højere omfang,” siger Lasse Hamilton Heidemann, EU- og International Chef i Dansk Erhverv.

Til gengæld får franskmanden Sylvie Goulard ansvaret for det indre marked - herunder industripolitikken, som flere tyske og franske kræfter netop forsøger at trække i en mere protektionistisk retning.

”Det er overordnet et positivt billede, der tegner sig, og der er grund til at tro, at denne kommission vil sætte nogle positive fremadrettede dagsordner, som kan bringe dansk og europæisk erhvervsliv i en bedre position, end de er i dag. Der vil dog være behov for at holde skarpt øje med udviklingen indenfor Industri og Indre marked, da den nye kommissær på disse områder muligvis ikke deler vores ønske om fri og fair konkurrence,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Irer skal forhandle Brexit

Som en interessant pointe kan man notere sig, at den irske kommissær Phil Hogan, som tidlige var landbrugskommissær, har fået ansvaret for EU’s handelsaftaler. Dermed skal en irsk kommissær forhandle med briterne om et kommende forhold, hvis briterne endeligt træder ud af EU på et senere tidspunkt.

”Det bliver spændende at følge de forhandlinger, når og hvis briterne forlader EU. Bredere set er fødevareområdet hjerteblod for unionen, og denne udnævnelse kan generelt gøre det mere vanskeligt at få handelsaftaler forhandlet igennem,” siger Lasse Hamilton Heidemann.

Ud over nye ansvarsområder er det også værd at notere sig, at man har valgt en opdeling af ansvarsområderne i Kommissionen – således at der er fire lag af kommissærer – formanden (von der Leyen), de særlige vicepræsidenter (Timmermans, Dombrovskis og Vestager), almindelige Vicepræsidenter (Borrel, Jourova, Schinas, Sefcovic, Suica) og så almindelige kommissærer.

 

Kontakt os

EU og International

Lasse Hamilton Heidemann

EU- og International Chef
Medarbejderprofil

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.