Gemt
Presse og Nyheder

Styrkelse af trepart vil sikre flere danske arbejdspladser

30. marts 2020

Arbejdsmarkedets parter har aftalt at forbedre lønkompensationsordningen, så der kan gives op til 30.000 kroner. Vigtigt skridt for at holde hånden under flere danske arbejdspladser, mener Dansk Erhverv.

Arbejdsmarkedets parter er netop blevet enige om at forbedre lønkompensationsordningen, så det maksimale støtteniveau bliver hævet til 30.000 kroner om måneden per fuldtidsansat.

”Jeg er rigtig glad for, at alle parter har været åbne og villige til at forbedre ordningen. Vi har desværre set mange virksomheder sige farvel til medarbejdere på det sidste, og dette sender et signal om, at man skal holde igen med fyresedlerne,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

11.000 virksomheder har allerede ansøgt om lønkompensation, og denne styrkelse af aftalen vil gøre den relevant for endnu flere.

”Det er utroligt vigtigt, at vi sikrer, at medarbejderne bliver i virksomhederne. Det vil være uvurderligt, når vi åbner samfundet igen efter coronaudbruddet. Vi har presset på for at få ændret ordningen, og jeg er meget glad for, at partnerne har været lydhøre, og vi har lavet en styrkelse af ordningen,” siger Brian Mikkelsen.

Ifølge Dansk Erhverv vil der også fremover være behov for at styrke og justere hjælpepakker og andre tiltag, som skal holde hånden under dansk erhvervsliv.

Det maksimale støtteniveau øges til 30.000 kr. pr. måned.

Den nye aftale betyder, at det maksimale støtteniveau for både funktionærer og ikke-funktionærer hæves fra hhv. 23.000 og 26.000 til 30.000 kr. pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat. 

Staten vil fortsat finansiere 75 pct. af lønnen for funktionærer og 90 pct. af lønnen for ikke-funktionærer. Øvrige betingelser for lønkompensationsordningen følger den nuværende lønkompensationsordning, som er aftalt 14. marts.

Den styrkede midlertidige kompensationsordning vil gælde fra 9. marts til 9. juni 2020. Virksomheder, der allerede har søgt om lønkompensation, er dermed også omfattet af det højere støtteniveau.

Læs mere på Finansministeriet: Regeringen og arbejdsmarkedets parter styrker trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation

Kontakt os

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.