Gemt
Presse og Nyheder

Tårnhøje Black Friday-forventninger hos de danske netbutikker

19. november 2020

Over 70 % af netbutikkerne holder i år Black Friday. Forventningen er, at forbrugsfesten, der bliver spredt ud over flere dage, bliver rekordstor. Det stemmer fint overens med forbrugernes forventninger.

Alexander Thygesen er adm. direktør i netbutikken Moodings, og så er han ikke tvivl. Black Friday 2020 bliver rekordstor.

”Der har været rigtig godt gang i den, siden det blev muligt at søge om at få udbetalt feriepenge, og de er nok ikke brugt op endnu. Vi har heller ikke oplevet den store travlhed i forbindelse med Singles Day som sidste år, og vores e-handelskollegaer var ikke nær så aggressive som sidste år, så mange gemmer formentlig krudtet til næste uge.”

Han er langt fra alene om den vurdering. 75 % af butikkerne holder Black Friday, og halvdelen forventer, at omsætningen overgår sidste års med mindst 25 %, mens mere end hver tiende forventer mindst 50 % vækst. Til sammenligning tror blot 6 %, at omsætningen skrumper.

”Forventningerne er høje, men jeg tror, at de bliver indfriet. Forbrugerne er klar til at handle online og flere har udskudt køb i forventning om at gøre en god handel til Black Friday. Jeg tror, vi får en online-rekord,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.   

En rekord er ifølge Niels Ralund altid sjov, men det mest positive er dog, at 86 % af virksomhederne tjener penge på at holde Black Friday.

”Og det tal er faktisk vokset hvert år. Det gør den travle periode endnu sjovere for virksomhederne.”

Fra Black Friday til Black Week
I Moodings har Alexander Thygesen valgt at udvide Black Friday til Black Week, og det er han langt fra ene om. Faktisk vælger flere end 8 ud af 10 virksomheder at gøre det.

 

Han er heller ikke alene om at opleve, at der er pres på logistikken – i begge ender. 4 ud af 10 virksomheder melder om længere forsendelsestid.

”Vores største udfordring er, at en meget stor del af vores leverandører stadig har svært ved at få deres varer hjem på lager, især fra Asien. Så selv om mange kommer til at gøre en god deal, vil der også være længere leveringstider, især på bestillingsvarer, end sidste år,” forklarer han.

Hos Dansk Erhverv håber Niels Ralund på forbrugernes hjælp og forståelse.

”Netbutikkerne og leverandørerne knokler for at få alt ud hurtigst muligt, men der kommer pres på. Det bedste, forbrugerne kan gøre, er at sørge for at hente pakkerne, så snart de lander i pakkeshops- og bokse.”

Netbutikkernes Black Friday 2020 Dansk Erhverv Digital Handel

pdf

Download

Kontakt os

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.