; ;
Gemt

Tidligere direktør idømt fængsel i 2 år og 3 måneder for abonnementsfælde

23. februar 2021

For første gang er en tidligere direktør for en virksomhed blevet idømt fængselsstraf for en abonnementsfælde.

Direktøren lavede i 2015 bl.a. kampagne for at tiltrække kunder til en abonnementsside, hvor forbrugere kunne vinde en iPhone. Det eneste forbrugerne skulle gøre var at betale 5 kroner for levering. Når en forbruger betalte de 5 kr., blev kortoplysningerne brugt til at trække 499 kr. hver måned fra forbrugerens konto. Det fremgik nemlig med småt nederst på siden, at forbrugeren med betalingen af de fem kroner også blev tilmeldt et abonnement til hjemmesiden.

Forbrugerombudsmanden anmeldte i 2016 både virksomheden og dens direktør for bedrageri efter straffeloven. I tidligere sager om abonnementsfælder er virksomheder blevet idømt en bødestraf for at overtræde markedsføringslovens vildledningsforbud.

Både byretten og Landsretten mente, at der var tale om bedrageri. Landsretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at ca. 8.000 forbrugere var blevet påført et tab, efter at de var blevet lokket i abonnementsfælden, at der blev bedraget for 3,7 mio. kroner, at kampagnen foregik over en periode på syv måneder og at kriminaliteten havde et organiseret og professionelt præg.

”Det kan være ødelæggende for tilliden til nethandel, at der findes sådanne svindlere” udtaler e-handelsdirektør Niels Ralund fra Dansk Erhverv. ”Derfor er jeg godt tilfreds med, at der gribes hårdt ind over for dem, der svindler på nettet.”

Læs hele Forbrugerombudsmandens nyhed

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil