; ;
Gemt

Uddannelse er den rigtige krisemedicin

06. juli 2020

Flere unge har sagt ind på de videregående uddannelser. Det skyldes coronakrisen, vurderer Dansk Erhverv, der glæder sig over udsigten til flere dygtige medarbejdere.

93.604 har i år søgt ind på en videregående uddannelse. Det er markant flere end sidste år.

”Vi havde forudset, at det ville gå sådan. Det var også tilfældet i forbindelse med finanskrisen, hvor unge med udsigt til mindre gode jobmuligheder vælger at tage en uddannelse. Det er overordentligt positivt, da en uddannelse er den bedste fremtidsinvestering et ungt menneske kan lave,” siger Mads Eriksen, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv.

Meget spændt
Mads Eriksen understreger, at det både for samfundet og for den enkelte handler om at få en uddannelse, som kan bruges til noget.

”Hvis for mange bliver uddannet inden for fag, som det private erhvervsliv ikke efterspørger, så er det et problem. Nu er vi meget spændte på, om uddannelsesinstitutionerne har plads til de mange håbefulde unge. Det ved vi først den 28. juli,” siger Mads Eriksen.

Flere pladser
Dansk Erhverv advarede tidligere på året om risikoen for mange afviste grundet coronakrisen. Den advarsel blev hørt af Christiansborg, som valgte at oprette 5.000 ekstra pladser.

”Vi er meget glade for, at et samlet Folketing lyttede til advarslerne og oprettede de 5.000 nye studiepladser. Det betyder, at flere vil komme ind på uddannelser for eksempel inden for it, hvor erhvervslivet i den grad mangler arbejdskraft. På den baggrund vil jeg tillade mig at være optimistisk i forhold til årets studiesøgning,” siger Mads Eriksen.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil