Gemt
Presse og Nyheder

Udsigt til et strammere arbejdsmarked i mange kommuner

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at 26 kommuner har en ledighed på under tre procent af arbejdsstyrken. Flere kommuner, som allerede i dag har få ledige, vil samtidig opleve, at der kommer færre personer i den erhvervsaktive alder.

Nyhed

Nyhed den 20. september 2019

Siden 2013 er flere og flere danskere kommet i arbejdet. I mange måneder har vi set den ene beskæftigelsesrekord efter den anden. Tæt på 2,8 millioner er nu i arbejde.

”På alle måder er det en fantastisk udvikling, vi har været vidner til. Men vi har så også gennem længere tid set, hvordan virksomheder melder om mangel på kvalificeret arbejdskraft. De kan ikke få de folk, de har brug for. Og det er et problem. For hvad skal virksomheden stille op, når en kunde kommer med en ordre, og man på grund af mangel på dygtige folk ikke kan levere? Hvis man siger ”nej” til ordren, så kommer kunden næppe igen,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.

Vestjylland udfordret
Dansk Erhvervs analyse viser, at særligt Vestjylland og omegnen af København og Aarhus har en ledighed på under tre procent. Udsigterne for Vest- og Sydjylland bliver desuden mørkere, fordi kommunerne her også har udsigt til færre borgere mellem 20 og 69 år. Selv hvis stigningerne i  beskæftigelsen begynder at tage af, er det derfor ikke givet, at virksomhedernes rekrutterings- problemer i alle dele af landet forsvinder af sig selv.

”Det bør vække politisk bekymring, at de her kommuner kan komme til at få store udfordringer i forhold til at få dækket behovet for arbejdskraft. Det handler jo ikke kun om virksomhederne i området, for der er jo også en lang række stillinger i offentligt regi, som skal besættes, hvis borgerne skal kunne få en ordentlig service. For uanset hvor mange midler, man har, kan man ikke ansætte for eksempel nye lærere, pædagoger og sygeplejersker, hvis der ikke er nogen at ansætte,” siger Peter Halkjær.

Handling påkrævet
Peter Halkjær understreger derfor, at det er en bunden politisk opgave at sikre, at arbejdsudbuddet stiger mere de kommende år, end der lige nu er udsigt til.

”Hvis der skal være arbejdskraft nok til både den private og den offentlige sektor, så nytter det ikke noget, hvis Christiansborg alene er optaget af tiltag, der reducerer antallet af medarbejdere og ansøgere til nyopslåede ledige stillinger. Heldigvis stiger pensionsalderen de kommende år, og det vil afhjælpe noget af udfordringen. Det ændrer dog ikke på, at der er behov for at se på området. Der er mange håndtag at trække i. Det kan for eksempel være lempeligere adgang for udenlandsk arbejdskraft, øget rekruttering fra gruppen på kanten af arbejdsmarkedet og flere sanktioner i forhold til den gruppe af ledige, som ikke står fuldt ud til rådighed for job og aktivering. Det vigtige her er, at der sker noget,” siger Peter Halkjær.

Mangel på arbejdskraft i kommunerne september 2019

pdf

Download

Kontakt os

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.