Presse og Nyheder

Dansk Erhverv: Velfærd kræver vækst og arbejdspladser

Den nye regering bør have at skarpt fokus på bedre muligheder for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, øge produktiviteten og sikre uddannelser i verdensklasse. Det er nogle af hovedoverskrifterne i de 20 forslag, som Dansk Erhverv i dag sender videre til det nye Folketing.

Nyhed

Dansk Erhvervs 20-punktliste til regeringsgrundlag

pdf

Download

Pressemeddelelse, 7. juni 2019

Efter onsdagens valg er det nu tid til at komme i arbejdstøjet. Dansk erhvervsliv står over for en række udfordringer, som skal løses, hvis der fortsat skal være vækst i Danmark. Dansk Erhverv oversender i dag 20 initiativer til det nye Folketing med konkrete bud på, hvordan væksten sikres.
Mangel på arbejdskraft er en central udfordring for danske virksomheder, som må sige nej til ordre eller sende opgaver ud af landet.

”Gode rammer for en fortsat stabil økonomisk vækst og høj beskæftigelse er en forudsætning for, at der bliver råd til mere velfæld i de kommende år. Derfor bliver det en helt afgørende opgave for det nye Folketing at sikre virksomhederne en bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft - blandt andet ved at lette mulighederne for rekruttering af arbejdskraft fra udlandet,” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Adgang til kvalificeret arbejdskraft handler også om uddannelse, hvor Dansk Erhverv efterlyser en ny og mere ambitiøs retning.

”Det er glædeligt, at uddannelsesbesparelserne allerede tidligt i valgkampen blev lagt i graven. En af de vigtigste opgaver for det nye Folketing bliver at sætte en ny retning for Danmark som viden og innovationssamfund. Vi skal have en samlet vision for vores forsknings- og uddannelsessatsning. Det er eneste vej til at sikre den digitale omstilling samt løse samfundsudfordringer,” siger Brian Mikkelsen.

Derudover foreslår Dansk Erhverv stærkere fokus på innovation og brugen af nye teknologier, der kan løse nogle af vores store udfordringer, gennem et styrket samarbejde mellem den offentlige sektor og de private virksomheder.

”Fra begge sider af Folketingssalen er forventningerne til både kvaliteten og omfanget af velfærd skruet op. De ambitioner kan kun indfris, hvis vores offentlige og private sektor spiller sammen om at finde nye løsninger. Alene på ældreområdet har vi set, at de private gennem frit valg bidrager med høj kvalitet og nye arbejdsgange og derved også har bidraget positivt til at løfte innovation og udvikling i den offentlige sektor,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt os

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.