Der er et stort potentiale i at udvikle og udbyde flere velfærdsydelser digitalt til de borgere, der efterspørger det, da det kan spare både transport og tid, men også give borgerne mere fleksibilitet og mere privatliv. Spørgsmålet er dog også, hvor det efterlader de ca. 20-25 pct. af danskerne, der er kategoriseret som digitalt udsatte. Og endelig: Vil det blive oplevet som en kvalitetsforbedring hos borgerne?

Anbefaling: Borgerne skal ud over den analoge velfærd, de i forvejen tilbydes, have ret til en digital løsning, i de tilfælde en sådan kan tilbydes. Det kan eksempelvis være muligheden for at tage sin medicin fra en pilledispenser, hjemmetræne via skærm eller på et onlinekald i stedet for at have besøg fra en hjemmehjælper. Digitale tilbud skal gøres mere attraktive ved at supplere med muligheden for at kontakte en (i visse tilfælde døgnåben) enhed som en del af det digitale tilbud.

Begrundelse: Digitale løsninger kan frisætte borgerne, give dem større handlefrihed og være arbejdskraftbesparende. Det kan desuden skabe en kortere afstand mellem borgerne og den velfærd, der leveres, hvis borgeren her og nu uden ventetid kan få adgang til digitale velfærdsløsninger. Samtidig er der behov for at finde den rette balance mellem at understøtte den digitale udvikling, der også er på velfærdsområdet, og sikre fortsat mulighed for analoge løsninger til de eksempelvis ældre eller udsatte, der foretrækker det.

Samtidig vil det have potentiale til en mere omkostningseffektiv velfærd og måske endda på flere områder øge borgerens tilfredshed med den velfærd, de modtager. Hvis opgaven gribes rigtigt an, vil systemer kunne designes, så de i højere grad tilpasser sig borgeren end i dag.

Det vil dog i flere tilfælde fordre, at man gentænker servicen på ny for at gøre den ægte borgercentrisk frem for blot at sætte strøm til en analog ydelse. I dag er situationen oftere, at borgeren må tilpasse sig systemet.

Hvis digitale velfærdstilbud i stigende grad skal udbredes og ikke mindst opnå tilslutning fra borgerne, vil det være relevant at se på, hvordan et digitalt tilbud bliver suppleret med muligheden for at kontakte en (i visse tilfælde døgnåben) enhed som en del af det digitale tilbud. Det vil give tryghed i, at der er relevante fagpersoner bag systemerne, og hvis det digitale tilbud er båret af AI, gennemprøvede algoritmer og relevante services, må det forventes, at de ansatte i den bagvedliggende callcenter-funktion vil kunne dække en forholdsvis stor gruppe borgere.

Desuden vil nogle borgere givetvis opleve at få en kortere (digital) afstand mellem eget liv og de services, de efterspørger, ved at have en digital velfærdsservice, og endelig at de lettere kan opretholde et privatliv
ved at lukke for en tablet frem for at lukke en person ud ad døren.

Det bliver i nogle sammenhæng fremhævet, at velfærdsmedarbejderen – f.eks. hjemmehjælperen
– er flere ældres eneste menneskelige kontakt, og derfor er flere digitale velfærdstilbud ikke attraktivt. Velfærdsrådet anbefaling om øget brug af digitale velfærdstilbud skal derfor kobles til ønsket om at fremme fællesskaber og bekæmpe ensomheder gennem de mange gode tilbud i civilsamfundet.