;
Gemt

Milestone Systems sætter nye etiske standarder for data til træning af fremtidens AI-modeller

21. august 2025

Kunstig intelligens (AI) har indtaget en central position i manges hverdag og forretning. Dog er der sjældent gennemsigtighed omkring, hvordan de store AI-modeller trænes og udvikles. Med Projekt Hafnia vil Milestone Systems skabe gennemsigtighed og vise, at udvikling af AI både kan være en transparent og troværdig proces.

Kunstig intelligens rider fortsat på en bølge af hype, og for mange rimer det på automatisering, optimering og omkostningseffektivitet. Og selvom det kan kaste kortsigtede gevinster af sig, så er visionen og potentialet hos Milestone Systems mere langsigtet. Hos Milestone implementeres AI naturligvis også internt i organisationen, hvor det giver mening og forbedrer processer, men som en markedsledende aktør inden for videoteknologi hviler der, ifølge dem selv, et større ansvar på deres skuldre. Vi besøgte Milestone og CEO Thomas Jensen for at høre, hvordan Milestone er med til at forme fremtidens AI-modeller.

Milestone mangeårige arbejde med AI 

På verdensplan har Milestone Systems mere end 1500 ansatte fordelt på over 70 forskellige nationaliteter, hvoraf omkring en tredjedel sidder på hovedkontoret i Brøndby. Milestones kerneydelser omfatter udvikling og salg af produkter inden for datadrevet videoteknologi, AI og videoovervågningssoftware.

Milestones kerneprodukter omfatter

  • X-Protect, en fleksibel open-platform videoadministrationssoftware typisk til komplekse store installationer, hvor kunderne har hele setuppet onsite.
  • Arcules, en open-platform enten onsite eller cloudbaseret video surveillance as a service (VSaaS), som også findes i en hybridversion med X-Protect.
  • BriefCam, et AI-drevet værktøj til avanceret videoanalyse, som både kan integreres i X-Protect eller fås som stand-alone produkt.

For det blotte øje, falder de ovenstående produkter ikke under AI-paraplyen. Men hos Milestone er AI ikke et nyt fænomen. 

Det [AI] har været en del af vores produktudvikling i mange år. Når du kigger på Milestone, så har vi ikke omtalt det som AI. Vi har omtalt det som Computer Vision og Machine Learning. Pludselig blev teknologien bredt offentlig kendt og gik en anelse unuanceret under begrebet, ’kunstig intelligens’”, fortæller Thomas Jensen 

Netop det offentlige kendskab til AI og dets potentiale omtaler Thomas Jensen, som en god og nødvendig bevidsthed, der kan italesætte, hvad AI kan gøre for vores samfund - og hvilke udfordringer, der følger med. Han påpeger, at det er vigtigt at have bagsiden af medaljen for øje. I udviklingen og anvendelsen af AI kan man risikere, at basale rettigheder krænkes, og at data misbruges. 

Derfor er der i takt med samfundets stigende interesse for AI også et øget kritisk fokus på, hvordan tech-virksomheder bruger og tjener penge på vores data - ofte uden tydeligt samtykke. Når man, som Milestone, arbejder med videoteknologi og -overvågning, som mange opfatter som sensitive områder, er tilliden til produkterne altafgørende. Det er en af årsagerne til, at Milestone engagerer sig aktivt i debatten om, hvordan AI bør anvendes og til hvilke formål. 

Projekt Hafnia 

Et eksempel på Milestones engagement er deres vision for ansvarlig teknologi, der indebærer en etisk og ansvarlig tilgang til udvikling af avanceret teknologi, hvor de blandt andet indarbejder menneskerettighedsklausuler i deres kontrakter. Det giver Milestone mulighed for at trække licensen til produkter, hvis de anvendes i strid med det aftalte. Thomas Jensen uddyber: 

De borgere, der bliver eksponeret for vores produkter, kan vide sig trygge ved, at det er vores [produkter], der bliver brugt. Og de kunder, der køber dem, kan vide, at de både er udviklet og solgt på en ansvarlig måde. Vi har menneskerettighedsklausuler i vores kontrakter, så vi vil også annullere licenser, hvis vores produkter ikke bliver brugt ansvarligt i overensstemmelse med vores værdier i forhold til menneskerettigheder 

Koblingen mellem Milestone og ansvarlig teknologi bliver meget tydelig ved deres seneste skud på stammen; Projekt Hafnia. Projektet indebærer i sin enkelthed, at Milestone indsamler store mængder videodata i overensstemmelse med gældende juridiske rammer og med samtykke fra kunderne. Disse data kurateres og anonymiseres, og stilles efterfølgende til rådighed for træning og opkvalificering af visuelle AI-modeller. På den måde kan udviklerne sikre sig, at de har ret til den pågældende videodata samtidig med, at ingen data misbruges. 

Thomas Jensen drager selv en parallel mellem Projekt Hafnia og et bibliotek. Når man slår vejen forbi et bibliotek, kan man vide sig sikker på, at bøgerne er deres, at de er opstillet efter kategorier, og at bibliotekaren har kompetencen til at udlåne bøgerne. De samme principper gør sig gældende ved Projekt Hafnia, hvor Milestone besidder en stor mængde kurateret og anonymiseret videodata. Biblioteket er kategorisk inddelt, for eksempel trafikdata til forbedring af myldretidstrafik, hvilket AI-udviklere kan få adgang til ifm. udviklingen af tilsvarende modeller. Dermed kan AI-modeller udvikles på et transparent grundlag med data-lineage, som betyder, at data kan spores i hele processen fra A til B. 

Hafnia løser nogle af de store udfordringer, vi har i forhold til at træne applikationer ved hjælp af AI. En tilgang til data, godkendelse til at bruge data og beskyttelse af privatlivets fred. Nu kan vi hjælpe vores kunder med at få adgang til det, samtidig med at vi også kan anonymisere det, fine-tune og kuratere det. 

Projektet er udviklet i samarbejde med verdens største virksomhed Nvidia, der er førende inden for grafiske processorer, GPU’er, hvilket er et datatungt produkt, som Projekt Hafnia kræver. De to virksomheder har haft et samarbejde gennem flere år, og konstellationen var derfor oplagt. Den er samtidig et eksempel på et velfungerende partnerskab mellem europæiske og amerikanske virksomheder i en ellers anspændt tid. 

Jeg har en nuanceret tilgang til suverænitet, fordi jeg tror simpelthen, at det er en forfejlet debat at tro, at vi kan blive fuldt suveræne. Men vi kan blive så internt afhængige af hinanden, at vi ikke lukker ned for hinanden. Og der er vi jo et godt eksempel.

AI råd fra Thomas Jensen

En etisk konkurrencefordel

Hos Milestone ønsker man at teknologien skal udvikles og bruges ansvarligt, og at brugen ikke krænker de grundlæggende menneskerettigheder og retten til egen data og privatliv. Som virksomhed i et demokrati, som Danmark, er det både et ansvar og et bidrag, forklarer Thomas Jensen og uddyber;

Vi ser, at EU og regeringer rundt om i verden er meget opmærksomme på, at de vil benytte AI til at skabe fordele for samfundet. Men det skal også gøres, så borgerne i de pågældende lande bliver beskyttet, og der synes vi helt klart, at det er en kæmpe fordel, at vi er blandt de første på markedet til at have den vinkel.

I deres optik forhindrer hverken EU- eller dansk lovgivning dem i at skabe et etisk grundlag som konkurrenceparameter. Tværtimod fungerer de rette juridiske rammer som en katalysator til at sikre, at AI bliver udviklet til gavn for samfundet - herunder særligt ved efterlevelse af ophavsret, GDPR- og EU’s AI-forordning.

Det er brugen af teknologien, der skal reguleres - ikke selve teknologien, udviklingen og innovationen

Med Projekt Hafnia håber Milestone at inspirere til en ansvarlig udvikling af AI og samtidig cementere sin førerposition.

Jeg tror, at Milestone om ti år er det naturlige, ansvarlige valg. Vi er forhåbentlig også den virksomhed, der har været med til at sikre, at en hel branche har flyttet sig i en ansvarlig retning.

Mød Thomas Jensen

Thomas tiltrådte som CEO for Milestone i 2020 efter en karriere præget af internationale roller i techindustrien, hvor han blandt andet har haft poster i HP og Bechtle. Thomas beskriver selv, at udviklingen af ny teknologi fungerer som en personlig drivkraft, og netop denne var afgørende for hans beslutning om at trække teltpløkkerne op og vende hjem til Danmark.

“Det er jo lidt en tilfældighed, at jeg ender her hos Milestone,” fortæller han. “Jeg sad i et virkelig godt job i Barcelona hos en af Europas største IT-virksomheder, da stillingen blev ledig. Der er ikke mange danske tech-virksomheder i Milestones skala, der arbejder med avanceret teknologi, og hvor du rent faktisk også har softwareproduktion mere end blot en salgsvirksomhed.”

Med Thomas Jensen ved roret har Milestone siden 2020 fordoblet sin omsætning og indgået partnerskab med techgiganten NVIDIA, hvilket har placeret den Brøndby-baserede virksomhed på det globale teknologikort.

AI Katalog: Se de gode eksempler

Kontakt

Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination

Aleksander Johannes Jensen

Studentermedhjælper
Digitalisering, Teknologi, Tele & Tværgående Koordination

Gustav Enkegaard

Studentermedhjælper