Gemt

E-handelsbarometer: Netbutikkerne skruer lidt ned for forventningerne efter voldsomt 1. kvartal

Tre ud af fire netbutikker har oplevet fremgang i 1. kvartal af 2021. Forventningerne til 2. kvartal har været høje, men en del forventer, at genåbningen vil påvirke salget. Det viser tal fra Dansk Erhvervs E-handelsbarometer.

Analyse

Mens Danmark var i delvis coronanedlukning i de første måneder af 2021, har e-handlen buldret derudaf.

Det ses tydeligt i Dansk Erhvervs E-handelsbarometer, hvor tre ud af fire netbutikker svarer, at de har oplevet en stigende omsætning i første kvartal af 2021. Hver tredje netbutik har oplevet en omsætningsvækst på mindst 50% i forhold til første kvartal i 2020, og for lidt mere end én ud af ti heldige netbutikker er omsætningsvæksten sågar fordoblet. Stigningerne er markant større end i samme kvartal af 2020, hvor coronakrisen kun var i sin spæde begyndelse.

”Der er ingen tvivl om, at coronakrisen har fået flere til at handle online, hvilket vores forbrugeranalyser også konkluderer. Det viser sig også i den voldsomme fremgang hos mange af netbutikkerne. Heldigvis har netbutikkerne leveret en rigtig god service, selvom de har haft voldsomt travlt. Det tager jeg hatten af for,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

De største har klaret sig bedst
E-handelsbarometeret viser, at B2C-virksomhederne har haft en bedre udvikling end B2B’erne. De højeste vækstrater ses hos de største virksomheder, hvilket har været gældende under coronakrisen.

Netbutikker tænker genåbningen med i forventninger
Netbutikkerne er da også gået ind i 2., kvartal med en stor optimisme, og to ud af tre netbutikker forventer en højere e-handelsomsætning.

Andelen, der forventer en negativ udvikling, er dog steget fra 10% til 13% - noget, der tyder på, at netbutikkerne tænker genåbningen af erhvervslivet ind i planerne.

”Det er helt naturligt, at netbutikkerne har været lidt mere forsigtige med forventningerne til næste kvartal. De er positive – af gode grunde – men har lige genåbningen af landet med i baghovedet,” siger Niels Ralund.

Den tanke er god, vurderer e-handelsdirektøren. Den nyeste forbrugeranalyse viser nemlig, at selvom forbrugeren forventer at handle mere online end før krisen, så forventer flere også at skrue en smule ned for onlinekøbene den kommende tid sammenlignet med de sidste 12 måneder.

”Det er helt naturligt, for vi har ligget på et meget, meget højt niveau under krisen. Vi kommer stadig til at se et stigende forbrug, men vi kommer forventeligt ikke til at se de her vækst-eksplosioner, som vi har set under krisen.”

Det er igen B2C’erne og de største virksomheder, der har højest forventninger.

E-handelsbarometer 2021 Q1: Extra fokus: SCA og Arbejdskraft

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil