Gemt

250.000 lønmodtagerjobs er afhængige af turisme- og oplevelseserhvervet

Knap 250.000 lønmodtagerjobs i Danmark er direkte eller indirekte knyttet til branchen. Det svarer til godt 8 pct. af samtlige private jobs i Danmark. Dermed overstiger turisme- og oplevelseserhvervet medicinalindustrien, landbruget og IT-branchen tilsammen.

Analyse

SEPTEMBER 2023

En kvart million lønmodtagere er afhængige af branchen
Turisme- og oplevelseserhvervet udgør en vital del af den danske økonomi. I 2022 var godt 197.000 personer direkte beskæftiget i denne branche, og derudover var yderligere 52.000 danske lønmodtagerjobs indirekte knyttet til branchen. Indirekte beskæftigelse omfatter fx leverandører af varer og tjenester, såsom revision og rengøring til hoteller og andre turisme-relaterede virksomheder.

Samlet set var der således knap 250.000 lønmodtagerjobs, som direkte eller indirekte var forbundet med turisme- og oplevelseserhvervet i Danmark i 2022. Denne sektor spiller derfor en væsentlig rolle som en jobmotor for landet og bidrager positivt til beskæftigelsen.

Restauranterne skaber over halvdelen af de direkte jobs
Med godt 116.000 ansatte er restaurantbranchen en af de største jobmotorer inden for erhvervet. Hertil er knyttet 19.000 indirekte arbejdspladser. Denne del af erhvervet spiller en afgørende rolle i at betjene både lokale og turister. De øvrige delbrancher, såsom hoteller og transport relateret til turisme, er også betydelige spillere i sektoren, og skaber i højere grad arbejdspladser gennem samarbejde med underleverandører.

Turisme- og oplevelseserhvervet er en af de vigtigste jobskabere i Danmark
Turisme- og oplevelseserhvervet er også en stor branche i relation til andre. Til sammenligning er 262.000  lønmodtagerjobs afhængige af detailhandlen, ligesom 280.000 er afhængige af engroshandlen. Disse to brancher udgør fundamentet for forbrug og handel i Danmark, og det er værd at bemærke, at turisme- og oplevelseserhvervet næsten er på samme niveau.

Branchens betydning for dansk økonomi illustreres tydeligt, når den sidestilles med andre klassiske danske markeder, såsom medicinalindustrien og landbruget. Turisme- og oplevelseserhvervet har nemlig en beskæftigelse som overstiger medicinalindustrien, landbruget og it-branchen tilsammen.

250.000 lønmodtagerjobs er afhængige af turisme- og oplevelseserhvervet

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Jannie Frederiksen

Seniorøkonom
Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil