Skatter og afgifter
Se seneste nyheder
Julen står for døren, og traditionen tro vælger mange virksomheder at give deres medarbejdere en julegave. Men hvordan er det lige med beløbsgrænser og gavekort? Det gennemgår vi her.
24.10.2025 11.46.23
Skattestyrelsen opdaterer oplysningsskemaet for selskaberFra den 30. oktober 2025 bliver det muligt at bruge det opdaterede oplysningsskema for selskaber for indkomståret 2025. Opdateringen skal gøre skemaet mere brugervenligt og reducere antallet af felter.
23.10.2025 11.09.32
CBAM: EU vedtager forenkling af klimatoldenSom et led i den såkaldte “Omnibus I”-lovpakke har EU besluttet at indføre en minimumsgrænse for, hvornår virksomheder er omfattet af CBAM-forordningen. Det betyder, at størstedelen af danske virksomheder slipper for bøvl og administrative byrder.
03.10.2025 12.49.43
Satser for beskatning af personalegoder i 2026: Se reglerne herFå overblik over de gældende skatteregler for personalegoder i 2026. Vi gennemgår bagatelgrænser og giver eksempler på hvilke goder, der er skattefrie.
30.09.2025 19.10.00
Dansk Erhverv foreslår oprettelse af regelforenklingsenhed i statsligt regiEn ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at besværlig regulering og lovgivning med længder er den største hovedpine for erhvervslivet lige nu. Mere end halvdelen forventer, at det bliver endnu værre i det kommende år. Derfor foreslår Dansk Erhverv nu, at der skal oprettes en regelforenklingsenhed i statsligt regi.
Dansk Erhverv anerkender, at skatter og afgifter er helt afgørende for finansieringen af den danske velfærdsstat. Skattesystemet bør indrettes på en sådan måde, at det ikke stiller danske virksomheder dårligere i konkurrencen med udlandet, og således at systemet generelt ikke forskelsbehandler mellem forskellige brancher.
Udformningen af skatter og afgifter skal i størst muligt omfang tage hensyn til, at skattesystemet ikke unødigt står i vejen for vækst og beskæftigelse.
Dansk Erhverv arbejder for
Færrest mulige byrder
Skatterne bør også opkræves således, at de medfører færrest mulige administrative byrder for staten og erhvervslivet og giver anledning til færrest mulige klage- og retssager.
Dansk Erhverv mener, at al skatte- og afgiftslovgivning skal vurderes herudfra. Ud fra disse forudsætninger kan der være skatter og afgifter, der bør ophæves, da de har ringe provenumæssig betydning, eller fordi de er konkurrenceforvridende eller uforholdsmæssigt dyre eller vanskelige at beregne, betale og opkræve korrekt. Skattesystemet bør tilsvarende løbende evalueres, og al ny skattelovgivning bør principielt igennem en præhøringsproces, hvor erhvervslivet deltager, således at det inden den politiske proces bl.a. kan sikres, at et lovforslag ikke indeholder oversete eller ikke proportionelle økonomiske, væksthæmmende eller på anden måde negative konsekvenser. Det bør også vurderes, om konsekvenserne for erhvervslivet dermed står mål med det provenu, som lovgivningen bidrager med til statskassen.
Udenlandske investeringer: Det danske skattesystem skal være forudsigeligt
Skattesystemet er afgørende for at trække investeringer til landet. Det er derfor vigtigt, at det danske skattesystem er forudsigeligt. Udenlandske investorer vil, inden en investeringsbeslutning bliver truffet, sammenligne Danmark som investeringsland med andre lande ud fra en lang række af faktorer. Skat spiller i den forbindelse en stor rolle. Der er ikke blot tale om en bedømmelse af ”her og nu” billedet, men også om en vurdering af, om rammevilkårene historisk set har været stabile og forudsigelige, og om de kan forventes at forblive det i fremtiden. På den baggrund mener Dansk Erhverv, at det er væsentligt, at man lovgivningsmæssigt har for øje, at retstilstanden ikke ændres for ofte, og at man, når lovgivningen ændres, lader det ske med et tilpas langt varsel.
Skattesystemet bør være enkelt og lettilgængeligt
Jo enklere reglerne er, desto lettere er de at forstå og efterleve. Dansk Erhverv mener derfor, at man i skattesystemet bør tilstræbe større enkelhed. Dette vil sikre en større stabilitet og troværdighed om systemet og medføre mindre administration til gavn for både virksomheder og skattemyndigheder. Dansk Erhverv ønsker primært løsninger, der kan gøre skatten mere enkel og mere ensartet på tværs af de enkelte sektorer.
På den baggrund er Dansk Erhverv generelt betænkelig ved differentieringer af skatte- og afgiftssatser, stop-and-go-initiativer, begunstigelse af enkeltbrancher, m.m., uanset at sådanne tiltag måske kan virke godt for den enkelte branche og kan vise, at der er politisk handlekraft til at gøre noget for en speciel sektor eller branche. Sådanne særordninger medfører store dødvægtstab, forvridninger af investeringsbeslutninger og komplicerer skattesystemet yderligere.
Et særligt fokus, hver gang der foretages ændringer i skattesystemet, bør derfor være på at forenkle det eksisterende system og fjerne skattemæssige knopskydninger, da man dermed opnår et dobbelt formål – nemlig at gøre skattesystemet enklere og undgå yderligere forvridning.
Nej til begunstigelse af brancher og sektorer
Dansk Erhverv mener, at skattesystemet som udgangspunkt ikke skal benyttes til at begunstige nogen sektorer frem for andre.
Derfor skal skattesystemet være sektorneutralt, og skatter og afgifter bør virke neutralt i forhold til givne investeringsbeslutninger. Skattepolitikken bør ikke bruges til politisk at vælge vindere og tabere i dansk erhvervsliv, da man risikerer at holde ineffektive virksomheder i live og trække kapital fra de mest konkurrencedygtige virksomheder.
Dansk Erhverv vil derfor arbejde for, at ny skatte- og afgiftslovgivning som udgangspunkt er sektorneutral, ligesom Dansk Erhverv vil arbejde for, at det skal være et mål, at sådanne allerede eksisterende ubalancer i skattesystemet fjernes.
Et enklere og mere robust skattesystem
Dansk Erhverv ønsker også et robust skattesystem. Et robust skattesystem er et system, der kan klare at blive udfordret af internationale regelændringer, og som ikke behøver at blive ændret for ofte for at lukke skattehuller. Dette ønske spiller sammen med ønsket om et enklere skattesystem, da misbrugsmuligheder ved et enkelt system generelt er mindre. Det danske skattesystem bør også med fordel i højere grad end i dag adoptere internationale regler, da man dermed lettere vil kunne forhindre, at der spekuleres i forskellene i flere landes skattesystemer.
På agendaen lige nu
Digital skat - et tveægget sværd
Den 21. marts 2018 præsenterede EU-kommissionen et udspil til beskatning af digitale virksomheder. Udspillet indeholdt to direktiver - et midlertidigt, der skulle træde i kraft hurtigst muligt og et andet, der skal træde i kraft senere.
Fjern incitamentet til grænsehandel og illegal handel
Dansk Erhverv arbejder for et opgør med afgifterne på bl.a. slik og chokolade, øl, vin, spiritus, så det alt for store incitament til grænsehandel og illegal handel reduceres.
Dansk Erhvervs skattepolitik
Læs Dansk Erhvervs skatte- og afgiftspolitik: Velstand frem for skattetryk
Download
Kontakt
Spørg om Dansk Erhvervs skattepolitik