; ;
Gemt

Sundhedsstyrelsen: Medarbejdere fra risikoområder bør blive hjemme i 14 dage

03. marts 2020

Sundhedsstyrelsen skærper nu anbefalingerne til danske virksomheder om at lade deres medarbejdere blive hjemme i to uger, hvis de kommer hjem fra et område, hvor risikoen for at blive ramt af coronavirus er særlig stor. Særlige krav til sundhedspersonale.

 

På grund af den hurtige udvikling af corona-virus anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at borgere, der siden den 2. marts 2020 er kommet hjem fra et af de særlige risikoområder, blandt andet Norditalien, at holde sig hjemme i to uger.

Sundhedsstyrelsen har indført skærpede krav til personale på sundheds- og ældreområdet om at de skal blive hjemme indtil 14 dage efter, at de er udrejst fra et af de særlige risikoområder. Personer, der ikke arbejder i sundheds- og ældresektoren, anbefales af Sundhedsstyrelsen at blive hjemme indtil 14 dage efter, at de er udrejst fra et af de særlige risikoområder.

De skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer, som er særligt sårbare og udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19.

”Vi opfordrer arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner til at bakke op om vores anbefalinger,” siger Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Listen over risikoområder bliver opdateret dagligt af Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, og kan ses på Sundhedsstyrelsens særlige informationsside om COVID-19.

Læs Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse her: Nye anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om COVID-19

 

Særlig information til personale på sundheds- og ældreområdet.

 

Siden er sidst opdateret den 3. marts kl. 19.30