; ;
Gemt

E-handelsprisen 2020: Matas vinder Guldprisen

12. november 2020

Storsatsende Matas vandt Guldprisen, da Danmarks dygtigste digitale virksomheder blev kåret torsdag d. 12. november til E-handelsprisen.

Torsdag aften blev Danmarks bedste netbutikker og e-handelsleverandører hyldet, da Dansk Erhverv afholdt E-handelsprisen.

Coronakrisen betød, at den traditionelle prisfest med show, spisning og dans var ændret til et digitalt format, hvor festdeltagerne så med fra deres egne kontorer. Det betød dog ikke, at virksomhederne, der løb med de eftertragtede E-handelspriser, ikke havde en festlig aften.

Især for Matas må aftenen stå som en af de helt store. Den traditionsrige virksomhed vandt udover prisen for bedste omni-channel-virksomhed også hovedprisen – Guldprisen – mens deres samarbejde med e-handelskonsulenthuset Hesehus blev kåret til årets e-handelscase. De tre priser vakte selvsagt jubel hos Gregers Wedell-Wedellsborg, der er adm. direktør i Matas.

"Vi havde virkelig ikke regnet med at vinde, fordi vores konkurrenter er så hamrende dygtige. Derfor er jeg også så stolt - ikke mindst over de dygtige medarbejdere i Matas, der har arbejdet utrætteligt for det her. Det betyder alt - vi er så glade!"

Dansk Erhverv har ingen indflydelse på, hvem der vinder priserne, da det er juryer bestående af e-handelseksperter, der kårer vinderne blandt de godt 500 indstillede virksomheder.

E-handelsdirektør for Dansk Erhverv, Niels Ralund, er dog helt enig i valget af Matas.

”Et af de første møder jeg havde, da jeg begyndte i jobbet for fem år siden, var med Matas. Her fik jeg det indtryk, at det der e-handel altså ikke var noget, man så nogen stor fremtid i. Jeg skal love for, at den holdning er blevet ændret de sidste år. Virksomheden er i dag en absolut digital front-runner i Danmark, som arbejder ekstremt innovativt, formår at binde e-handel og fysisk handel sammen og samtidig kan bryste sig af nogle meget imponerende tal. Matas bør være en inspiration for alle virksomheder – både dem på nettet og dem på gågaden.”

Der blev uddelt i alt 12 E-handelspriser til festen. En af de mest interessante priser er hvert år Årets Nye E-handelsvirksomhed. Den gik i år til virksomheden Camille Brinch Jewellery, som dermed kommer i fornemt selskab med blandt andre Apopro og Too Good To Go, der tidligere har vundet prisen. Ifølge juryen fortjener Camille Brinch Jewellery titlen, fordi de på ganske kort tid har skabt en innovativ vækstvirksomhed, som blandt andet brillerer med en enestående personalisering af købsoplevelsen.

"Det er så vildt og slet ikke til at forstå. Jeg havde ikke drømt om det, og jeg havde slet ikke klaret det uden min storebror og mit sejeste team. Jeg er så glad," lød det fra en meget rørt stifter, Camille Brinch, der sammen med 10 kolleger fejrede prisen i sine forældres hus, hvor man kan kigge ud på skuret i baghaven, hvor det hele startede. 

Dansk erhvervsliv fortjener en pris

Selvom det er vinderne, der er i centrum til E-handelsprisen, så er det i år ikke kun prismodtagerne, der fortjener klap på skulderne og priser, mener Niels Ralund.

”2020 har været et turbulent år med coronakrisen, der har ramt de danske virksomheder vidt forskelligt. Nogle har oplevet en eksplosion i salget, mens andre har set alle ordrer og kunder forsvinde i løbet af få timer. Fælles for alle virksomhederne er dog, at de har knoklet helt vildt under vanskelige forhold. Det fortjener de al mulig hæder for.”

Se alle vinderne og læs begrundelserne fra juryen.

Guldprisen

Årets Guldvinder er Matas!

Årets guldvinder var ikke en first mover. Faktisk var man længe i tvivl, om det der e-handel nu var kommet for at blive.

I dag er tvivlen skiftet ud med en digital fuldblodsatsning, der både kommer netbutikken og de fysiske butikker til gode.

Virksomheden har investeret massivt i ny teknologi og givet de mange nye medarbejdere lov til at gå nye veje og søge innovative løsninger.

Satsningen har båret frugt og Guldprisvinderen har både hævet indtjeningen og barren for, hvad danske netbutikker kan.

Det smitter af på resten af branchen, der ligesom forbrugerne kan gå til årets vinder for inspiration og gode råd.

Det er derfor fuldt fortjent, at vindervirksomheden for en stund kan skifte (fart)striberne ud med den gule førertrøje. 

Bedste E-handelscase 

1.Hesehus for Matas

Samarbejdet mellem Hesehus og Matas er ekstremt ambitiøst og præget af en stærk fælles holdånd. De kommer vidt omkring, men formår hele tiden at holde brugeroplevelsen og væksten i fokus. De har sat turbo på innovationen og er blandt andet first movers på visual search og voicebaseret søgning.

Den innovative og modige tilgang betaler sig: Matas brager frem på listen over mest benyttede netbutikker og har haft mere end 50 % online vækst i mere end 9 kvartaler. Samtidig er samspillet mellem e-handlen og den fysiske butik i top, og antallet af omni-channel-ordrer er vokset med 77 % i 2019.

 

2.IIH Nordic for Bonnier

Bonnier formår takket være samarbejdet med IHH Nordic at tjene penge i et ekstremt udfordret og hårdt marked. Det skyldes en klar vision, som følges tæt og en række intelligente redskaber som blandt andet AI og intelligent paywall. Det har skabt en 14 % bedre bundlinje og øget konverteringerne med 18 %. Værktøjet er tjent hjem efter 100 dage – det er stærkt! 

3. IIH Nordic for Life Extension

Samarbejdet mellem IHH Nordic og Life Extension har betydet en reel forskel for Life Extensions forretning og ikke bare flyttet rundt på tal og KPI’er.

Målt på omsætning har projektet tjent sig ind hele 20 gange i de første 12 måneder, konverteringsraten er steget med 40 %, bundlinjen løftet med 15 % og der er gjort klar til yderligere vækst i fremtiden. Fremragende – intet mindre!

Bedste B2C under 100 mio. kr. 

1.Shaping New Tomorrow

Det er svært at sige Shaping New Tomorrow uden at sige vanvittig vækst. Den unge Aalborg-virksomhed er den perfekte blanding af smart teknologi, godt købmandskab og gode produkter. Samtidig formår de at tænke nyt og kreativt i en ellers støvet og konservativ branche. Det betyder, at nye kunder vælter ind både på nettet og i de fysiske butikker. Sammenholdt med en customer return rate på 50 % sikrer det en imponerende bundlinje, der gør de store ambitioner om både bæredygtighed og eksport realistiske.

2.Soundboks

Det spiller for Soundboks, der på relativ kort tid har formået at skabe en uhyre veldrevet forretning med en imponerende toplinje. Soundboks fortjener ros for at inddrage brugerne i produktudviklingen og levere content i absolut verdensklasse. Det digitale arbejde er i sync og brugeroplevelsen spiller maks, så virksomheden kan sagtens skrue op for ambitionerne. 

3. Barons

Barons er gode til at få kunder, og de er endnu dygtigere til at sikre, at kunderne kommer igen og igen. Det skyldes et fedt brugerunivers og fantastiske produkter, der tilsammen giver en formidabel og misundelsesværdig NPS. Forretningen er veldrevet og ligesom produkterne langtidsholdbare. 

Bedste B2C med omsætning over 100 mio. Kr.

1.Goodiebox

Goodiebox sætter nye standarder indenfor innovation og service, der sætter dansk erhvervsliv på kortet i 9 europæiske markeder. I 2019 har Goodiebox vækstet medlemsbasen med 165%, åbnet 6 nye markeder, vækstet den danske toplinje med 35%, og øget livstidsværdien per kunde markant.

Det skyldes ikke mindst, at Goodiebox har skabt en forretningsmodel, der er meget mere end en abonnement-løsning. Det er også et fællesskab, en bevægelse af happiness og et spændende øko-system bundet op på en stærk relation hos brugerne og data.

Juryen mener ikke, at Goodiebox kan forstås, som de fleste andre danske virksomheder. Den skal ses som en topmoderne forretning, der via data og stærke kunderelationer, viser os nye måder at drive forretning på. Der er god grund til smil og stolthed i virksomheden, der leverer happiness til medlemmerne og i den grad også til juryen!

2.Trendhim

Hvis man kombinerer stærke digitale evner med skarpt købmandskab og krydrer det med en solid omgang gå-på-mod, kan man skabe en succesfuld forretning i selv de sværeste markeder. Det er Trendhim et fremragende eksempel på - i 2019 vækstede de 55% netto og 70% EBITA!

Trendhim er et godt eksempel på, at dansk e-handel kan lykkes gennem eksport, da de opererer i 28 lande. Det danske salg udgør kun 7% af det samlede salg. Imponerende af virksomheden, der forhåbentligt sætter en trend for andre danske iværksættere.

3. Bedre nætter

Juryen er enig: Om 5 år vil vi se tilbage på Bedre Nætter og sige, wow, det var vildt, det de gjorde! De har nytænkt en branche og fået konkurrenterne til først at måbe og derefter følge efter. De kører egen logistik og har skabt en stærk toplinjevækst på kort tid. Man skulle tro, det var en drøm, men det er innovation og hårdt arbejde – for egne penge. Imponerende!

Bedste B2B under 200 mio. kr.

1.Shipmondo

Shipmondo gør det nemmere at være dansk netbutik. Helt enkelt. Derfor vokser virksomheden også med imponerende fart uden at bruge væsentlige ressourcer på marketing. I stedet bliver ressourcerne brugt på at gå all in på automatisering, der kan hjælpe de mere end 35.000 kunder yderligere. Juryen roser også Shipmondo for at kunne tilbyde en komplet fragtløsning for de vidt forskellige kunder og for at hjælpe flere danske virksomheder ind på nye markeder. Stort tillykke til Shipmondo.

2.Westpack

Westpack er en inspiration for andre virksomheder med nogle år på bagen. Virksomheden er fra 1953 men har formået at transformere sig selv til en topmoderne tech-virksomhed. Der er ekspansion i hele verden, men produktionen holdes i Danmark, så man sikrer hurtig leveringstid.  Man ved, hvor man skal skære og hvor man skal satse, og derfor går den gamle virksomhed sikkert og hurtigt ind i fremtiden. Imponerende.

3.Autouncle

Autouncle har fornyet bilbranchen og skabt den eftertragtede transparens – blandt andet ved hjælp af en modig no cure no pay-model. Deres algoritme er i topklasse og de viser, hvordan intelligent brug af data kan skabe en god kundeoplevelse og en stærk forretning med massiv vækst. Udover en topplacering til E-handelsprisen kan virksomheden også bryste sig af at være udvalgt af Facebook til global bolforhandlingspartner – det kører bare for Autouncle!

Bedste B2B over 200 mio. kr.

1.Hørkram

Der er fart på hos Hørkram, der trods eksplosiv vækst fastholder et stærkt fokus på det gode købmandskab. Virksomheden giver en super kundeservice og fortjener stor ros for deres onboardingsproces. Det er også smart, at virksomheden tilbyder kunder at købe placeringer i søgeresultatet. Hørkrams logistiske udfordringer er komplekse, men virksomhedens løsninger får juryen til at klappe i hænderne – de kan virkelig deres kram hos Hørkram - tillykke!

2. FTZ

Hvad kan vi gøre for vores kunder? Det er mantraet hos FTZ, der virkelig formår at yde en kundeservice i absolut verdensklasse. Trods absurd mange varenumre og en yderst kompleks logistisk udfordring har virksomheden stort set forvandlet same day delivery til same hour delivery. Det imponerer både kunder og jury, som også klapper højlydt af virksomhedens indsamling og brug af data.

3.Atea

Atea får stor ros for deres personificeringsdel, som er enorm stærk. De formår at differentiere og tænke både pædagogen og direktøren ind i løsningen, selv om det ikke er nemt. Virksomheden er også skrappe til at indsamle og bruge data, der både giver en bedre brugeroplevelse og skaber mersalg.

Bedste E-handelsapp 

1: Fitness World

Fitness World imponerede juryen med en yderst gennemtænkt app, der sætter brugeren i fokus. Appen løfter desuden værdien af at være medlem ved at indeholde træningsprogrammer, resultater, trofæer, et buddy netværk og flere andre lækre features. De har formået at få mange downloads og aktive brugere og kan desuden tjene penge og sikre, at brugerne kommer igen og igen. Stærkt gået af Fitness World!

2.Coop

Coop imponerer endnu engang med nye værdiskabende features såsom fremium, en endnu bedre Scan & Betal-funktion og algoritmer, der sørger for endnu bedre personlige tilbud til hver enkelt bruger. De har formået at få mange downloads siden lanceringen af den nye app og høj interaktion. Tommel op til Co-op.

3: Easypark

Easypark har krydret en allerede god app med nye features såsom Find & Parkér, som gør det nemmere for brugeren at finde den nærmeste frie p-plads i forhold til, hvor personen skal hen. Desuden bliver miljøet også tilgodeset, da man nedbringer tiden brugt i bilen på at cirkulere rundt efter en ledig p-plads. Easypark har samtidig vist, at de kan tjene penge på deres app, og det giver den et godt internationalt scope.

Bedste nye e-handelsvirksomhed 

1: Camille Brinch Jewellery

Camille Brinch Jewellery formår at skabe en enestående personalisering af købsoplevelsen. Det føles næsten som om, man står ansigt til ansigt med Camille selv, og det løfter den digitale oplevelse markant. Den unge virksomhed får også ros for at skabe nogle innovative events op til store begivenheder og udnytte annonceplatformene maksimalt.  Camille Brinch Jewellery er en klassisk iværksætterhistorie, der med innovativ udnyttelse af teknologi og kanaler har skabt en imponerende top- og bundlinje for så ung en virksomhed. Smukt!

2: Luxreaders

Luxreaders har taget et typisk offline produkt og gjort det online, men stadig med stil og design for øje, og til en pris der er til at betale. De har fjernet fordyrende mellemled og gjort det muligt for kunden at købe designbriller direkte fra producenten. Deres virtual try on har nedbrudt barrierer for at købe briller online og øget konverteringsraten. De har samtidig bygget en skalerbar platform, der med fokus på automation, databerigelse og struktureret data gør, at Luxreaders er bygget til at skalere ud over Danmarks grænser.  

3: Kaffedrengen

Kaffedrengen har udfordret de store og meget tunge spillere på markedet ved at lave sit egent kaffeblend og tilbyde det i en simpel abonnementsform. Kaffedrengen tager kundeservice til nye højder og leverer fra dag til dag, 7 dage om ugen. Derudover tilbyder han en abonnementsløsning uden binding og med total transparens. Tak for kaffe – det er iværksætteri på højeste plan. 

Bedste E-handelsværktøj  

1.Clerk

Clerk forstår virkelig at nørde anbefalinger, så netbutikker får mersalg. Alle kan være med, og det er billigt at få fingrene i det yderst brugervenlige plug & play værktøj. Juryen er også imponeret over, at Clerk formår at tjene penge uden funding. Det giver virksomheden et stort internationalt potentiale, som anbefalingsnørderne fra Clerk nok skal indfri. Stort tillykke til Clerk! 

2.Sleeknote

Det er svært at sige pop-up uden at sige Sleeknote. Virksomheden har virkelig formået at sætte sig på markedet via et brugervenligt produkt, innovativ tankegang og kreativ markedsføring. Sleeknotes værktøj hjælper netbutikkerne og imponerer juryen. Godt klaret! 

3.Leadfamly

Leadfamly har formået at gøre gamification til mere end blot digitale skrabelodder. De tænker kreativt og tilbyder innovative markedsføringsløsninger, der både skaber mere trafik og salg. Platformen er godt designet og legende let at benytte for brugerne. Godt gået, Leadfamly.

Bedste abonnementsløsning 

1: Dinero

Trods fantastisk tilfredse kunder, glade medarbejdere og en bundlinje med voldsomt vokseværk, hviler Dinero ikke på laurbærrene. Med benhård fokus på innovation og brugervenlighed fortsætter de med at gøre bogføring nem og overskuelig vha. bl.a. machine learning. Med knap en fordobling i indtjeningen i 2019 og en næsten ikke-eksisterende churn, er ”Regnskabet der tænker for dig, så du kan fokusere på at drive virksomhed” den helt rigtige vinder. Tillykke til Dinero!

2.Goodiebox

I 2019 åbnede Goodibox et nyt land hver anden måned. Det er i sig selv imponerende, men bliver helt vildt imponerende, fordi virksomheden samtidig mangedoblede omsætningen og scorede en tårnhøj NPS. Abonnementsordningen er brugervenlig og fleksibel og mens churn raten falder drastisk, stiger LTV med hele 20 %.  Good job, Goodiebox!

3.Saxo Premium

Med den digitale bogklub, der giver dig hele oplevelsen omkring litteratur dvs. også fysiske bøger, har Saxo Premium næsten tredoblet deres NPS score. Ved jævnligt at informere abonnenterne om deres reelle forbrug, så de sort på hvidt kan se, om det kan betale sig for dem at være medlemmer, har de mindsket deres churn med 30%. Som endnu et eksempel på deres måde at nytænke bogklubben, har de indbygget et cirkulært bog-økosystem, så du kan sælge dine brugte bøger på lige fod med nye bøger, e-bøger og lydbøger. Godt tænkt. God eksekveret. Bravo, Saxo!

Bedste E-eksport

1.Trendhim

Trendhim er i den grad en værdig vinder af eksportprisen. Virksomheden er tilstede i 28 lande, og de er gået all in på eksporten - i dag kommer 93 % af omsætningen fra udlandet.  Med udgangspunkt i den gode kundeoplevelse insisterer Trendhim på at eje alle touchpoints med kunden – fra produktion af 13 historie-baserede brands til egen-produceret last mile emballage. De ser sig selv som lige dele tech-virksomhed og købmandsbutik og har i den grad styr på deres tech-stack, hvilket gør dem stand til at forsætte den imponerede vækst i årene, der kommer – vi glæder os til at følge med! Stort tillykke til Trendhim!

2Skatepro

Skatepro er i 25 lande, har 27 nationaliteter ansat og ser det som sin vigtigste opgave at gi’ tilbage til kulturen i kundegruppen – og det gør de. Når de ekspanderer med 4 lande i 2019 og vækster 63% i B2C omsætningen, så er det tydeligt, at SkatePro også er købmænd, der har forstået at udnytte de stordriftsfordele, de har opnået. Deres forskellige produkt-konfiguratorer, der gør det muligt at sammensætte fuldstændig unikke produkter, er ikke blot tekniske mesterværker, det væbner dem også overordentlig godt i kampen mod Amazon.

3.Jysk

Jysk er en traditionel detaildrevet organisation, der er godt i gang med en modig omstilling. ”Think Global, Act Local” er mottoet og det efterlever de. De har distributionscentre i hele Europa og de betjener kunderne, der hvor de er både på sprog, betalingsmetoder og levering – de har bl.a. hele 71 forskellige leveringsmuligheder. Med indeks 143 på e-eksport-omsætningen i 2019 på 19 markeder, er de allerede kommet langt. Vi glæder os til at følge Jysk på den fortsatte rejse.

Bedste omni-channel 

1.Matas.

Matas skiller sig ud i en kategori, hvor niveauet stiger voldsomt hvert år. Virksomheden har satset massivt på e-handel, men har samtidig formået at knytte satsningen sammen med de mange fysiske butikker. Blandt andet med klik-og-hent og digital rådgivning fra butikkernes eksperter. Det flotte samspil mellem netbutik og fysiske butikker giver en imponerende indtjening og en voldsom vækst. Jurymedlemmerne er fulde af lovord om Matas, som de beskriver som en unik business case og en ledestjerne indenfor omni-channel. Stort tillykke til Matas!

2.Coop

Coop har på relativt kort tid taget et kæmpe omni-channel-spring og rykket sig enormt. Coop har fundet sin egen vej og har på fornem vis forankret satsningen i lokale butikker, så kunderne får en god service godt hjulpet på vej af dygtige ekspedienter og smarte digitale værktøjer. Det tegner godt for Coops fremtid.

3.HifiKlubben.

HifiKlubben har valgt en pragmatisk, lavpraktisk men uhyre effektiv tilgang til omni-channel. Resultatet er flotte tal og en super kundeservice, der giver en flot NPS på hele 83. Det spiller for HifiKlubben, der ifølge juryen godt må skrue endnu højere op for ambitionerne – de kan sagtens!

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil