Gemt

Én ud af ti danskere har hjulpet andre i gang med e-handel under corona

03. juni 2021

Danskerne har været flittige til at hjælpe andre med at handle på nettet under corona. Det er særligt den yngre del af befolkningen, der har hjulpet til på e-fronten. Det viser den seneste E-handelsanalyse. 

Har du oplevet en tilstrømning af nye kunder til din netbutik under corona? Så kan du sende en varm tanke ud til dine danske medborgere. Ifølge E-handelsanalysen for april har én ud af ti danskere hjulpet andre i gang med at handle på nettet. 

Og ifølge E-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, Niels Ralund, vil de nye kunder få indflydelse på e-handelslandskabet. 

“Vi har med en ny gruppe af forbrugere at gøre, som ikke har handlet på nettet før og muligvis ikke var kommet til det, havde det ikke været for corona. Det kommer til at styrke e-handlen i Danmark – også efter krisen,” siger han.   

Unge er flittigst til at hjælpe 
Udover at få andre i gang med at handle på nettet, har 16% af danskerne også handlet ind for andre på nettet. Det er særligt de unge, som har været generøse på den front. Over hver fjerde ung (29%) har handlet for andre på nettet. Singler og par samt børnefamilier har også været rundhåndede med hjælp til netkøb – her har hver femte handlet på vegne af andre. 

Midaldrende og pensionister har været mindst aktive med at hjælpe andre med e-handel – noget, der tyder på, at de har været i den modtagende ende af e-hjælpen.  

Netbutikker har haft central rolle 
De ældre og andre, som er i risikogruppen, har fået hjælp til klare deres indkøb online. Det påvirker også forbrugernes holdning til netbutikkerne. En analyse fra januar viser, at ni ud af ti forbrugere mener, at netbutikkerne har spillet en central rolle i at hjælpe danskerne gennem krisen.  
 

”Det er fantastisk at se en sådan opbakning fra forbrugerne. Det viser, at deres behov er blevet mødt i en tid med øget pres på alle parametre hos netbutikkerne – og det er rigtig godt gået,” siger Niels Ralund. 

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil