Gemt

Dansk økonomi tager tigerspring ud af coronakrisen

18. november 2021

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at BNP-væksten i årets tredje kvartal foreløbigt er opgjort til 2,0%. Danmarks Statistik oplyser, at det primært er en fremgang i udviklingen i flere tjenesteydende erhverv, eksempelvis hoteller og restauranter samt rejsebureauer, der har drevet væksten i tredje kvartal. En fremgang der naturligvis skal ses i sammenhæng med genåbningen af samfundet efter vinterens nedlukning.

En BNP-vækst på henholdsvis 2,8% i andet kvartal 0g nu 2,0% i tredje kvartal og er ærligt talt helt vildt. Den stærke BNP-vækst i dansk økonomi har simpelthen sprængt alle positive forventninger hen over foråret og sommeren i stumper og stykker.

Dansk økonomi er kommet flyvende ud af corona-nedlukningen i starten af året og har nu sikkert kurs mod den højeste årlige BNP-vækst i 27 år. Selv med nulvækst i årets sidste kvartal vil BNP-væksten i 2021 nå hele 4,9%. Som tingene ser ud nu forventer vi et fortsat positivt vækstmomentum hen i mod årsskiftet, der vil løfte BNP-væksten for i år over 5%. Det er inden for rækkevidde, at væksten i år kan nå det højeste niveau siden 1979, hvor BNP steg med hele 5,9%.

Det er naturligvis positivt, at dansk økonomi er kommet sig over coronakrisen på rekordtid. Bagsiden af medaljen er dog desværre, at det i øjeblikket går så stærkt at virksomhederne har svært ved at finde nok arbejdskraft og materialer til at kunne følge med.

Det er derfor også vigtigt, at politikerne hurtigst muligt bringer løsninger til forhandlingsbordet, der mindsker den store mangel på arbejdskraft vi ser i øjeblikket. Foden skal flyttes over på den finanspolitiske bremse og der skal åbnes op for mere udenlandsk arbejdskraft. Alternativt risikerer vi at opsvinget overopheder og får en abrupt afslutning efterfulgt af en lavkonjunktur.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil