; ;
Gemt

Opsigtsvækkende: Dansk e-handel fortsætter fremgangen

16. november 2021

Den eksplosive vækst under coronakrisen er stilnet af, men de danske netbutikker oplever stadig fin fremgang og har stor tro på fremtiden, viser nye tal fra Dansk Erhvervs
E-handelsbarometer. 

De vilde dage med vækstrater på godt over 100 % er tilsyneladende forbi i dansk e-handel. Det betyder dog ikke, at netbutikkerne må kigge langt efter kunderne.  

Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at knap halvdelen af butikkerne oplevede vækst i 3. kvartal sammenlignet med samme periode i 2020. 

”Selvom vi ikke længere ser så mange med enorm vækst, så er det imponerende og også ganske opsigtvækkende, at så mange butikker formår at vokse sammenlignet med sidste år, hvor samfundet var underlagt flere corona-restriktioner, der fik forbrugerne til at kigge mod nettet,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, og uddyber: 

”Den fortsatte fremgang skyldes, at flere kunder er blevet vant til at handle online, og at netbutikkerne leverer på et højt niveau og har lagt yderligere på under krisen.” 

Tilbagegang er ikke nødvendigvis bekymrende  

Analysen viser også, at andelen, der har oplevet mindre salg end i samme periode sidste år, er vokset betragteligt. Det er dog ikke bekymrende, vurderer Niels Ralund. 

”Sidste år var – og forbliver forhåbentligt – helt enestående som følge af corona. Vi så rigtig mange netbutikker, der voksede med mere end 100 %, så det er helt naturligt, at nogle nu oplever tilbagegang. Det betyder ikke, at de spejder desperat efter kunder, men er mere udtryk for, at de er tilbage til hverdagen. Jeg hører også fra flere medlemmer, at det faktisk er helt fint, at den normale vækst er tilbage, da man får tid til nogle af de projekter, som man måtte udskyde, da det hele gik så ekstremt hurtigt.”  

Positive forventninger 

Det forholdsvis gode 3. kvartal smitter også af på netbutikkernes forventninger til 4. kvartal, som indeholder de store salgsperioder med Black Friday og jul.  

Halvdelen af butikkerne tror på fremgang, mens godt hver femte forventer nedgang i salget sammenlignet med samme periode 2020. 

”Med fare for at gentage mig selv, må jeg sige, at det er stærkt og positivt, at så mange netbutikker forventer fremgang i salget sammenlignet med 4. kvartal 2020, som jo i den grad var påvirket af corona og stigende smittetal, der fik mange forbrugere til at søge mod netbutikkerne i jagten på Black Friday-tilbud og julegaver.” 

Netop de stigende smittetal kan få betydning for netbutikkernes salg, vurderer e-handelsdirektøren. 

”Jeg håber som alle andre, at vi kan få en normal jul, men skulle corona komme til at spille en rolle, så er det godt at vide, at netbutikkerne har bevist, at de er klar til øget travlhed.”  

 

Hent hele E-handelsbaromteret for Q3.

 

 

E-handelsbarometer 2021 Q3: Extra fokus: Black Friday & Singles Day

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil