; ;
Gemt

Netbutikken Moodings har åbnet 9 nye markeder i 2021 – og de er langt fra alene om at skrue op for online-eksporten

På tre år er andelen af netbutikker med en eksportandel på mere end 25% næsten fordoblet. Coronakrisen har givet flere mod på mere, men fremgangen skyldes ikke blot pandemien: Danske netbutikker er hamrende dygtige og ved, at eksporten er vigtig, hvis de høje vækstrater skal fortsætte, forklarer Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

”Hvis vi kan knække Norge, bør de andre komme ret nemt.”  

Sådan lød det, da en ganske optimistisk Alexander Thygesen, medstifter og direktør i Moodings, d. 8. marts 2020 satte ord på virksomhedens forestående eksporteventyr i Finans.dk 

Målet var klart. Norge var det første af fire nye markeder, som netbutikken skulle indtage i 2020. Alt var klart for den hurtigvoksende netbutik, der sælger dansk og skandinavisk design. 

En lille uge senere ramte coronakrisen, Danmark lukkede ned og den norske krone styrtdykkede.   

”Og så gav det ikke mening at sælge til Norge. Og vi var desuden også i fuld panik og vidste – som så mange andre - ikke, hvad der skulle ske. Derfor droppede vi planerne om Norge og eksporten,” forklarer Alexander Thygesen i dag. 

Fra Sverige til Senegal 

Moodings brugte i stedet kræfterne på at kortlægge, hvad der skulle ændres og optimeres for at få gang i eksporten senere. Man outsourcede blandt andet lager og logistik for at kunne koncentrere sig fuldt ud om at sælge til udlandet. Det viste sig at være en god strategi. 

”Siden april i år har vi åbnet ni nye markeder, og vi har solgt til 36 lande fordelt på tre kontinenter, og vi mærker virkelig stor interesse for vores produkter online. Faktisk virker interessen for dansk og skandinavisk design større i udlandet end herhjemme,” lyder det fra Alexander Thygesen.

”Eksporten er en game-changer for vores vækstmuligheder. Vi er på meget kort tid gået fra at have under 1 % af omsætningen i udlandet til at have over 40 %. Og det stiger hver måned."

- Alexander Thygesen, Moodings 

Eksporten sikrer væksten 

Med eksporten har Moodings fået mulighed for at udvide kundegrundlaget fra 6 mio. danskere til 300 millioner internationale kunder. Det er en udvidelse, der ikke kan undervurderes, forklarer Alexander Thygesen. 

”Eksporten er en game-changer for vores vækstmuligheder. Vi er på meget kort tid gået fra at have under 1 % af omsætningen i udlandet til at have over 40 %. Og det stiger hver måned. Eksporten har ændret os fra at være en dansk netbutik til, at vi nu tænker international først, så allerede næste år vil Danmark være ét af vores markeder og ikke nødvendigvis vores hovedmarked.” 

Ann Riemer kan godt genkende ideen med at bruge eksporten som løftestang for væksten. Hun er medstifter af Legeakademiet.dk, som også er i gang med at skrue gevaldigt op for eksporten.  

Virksomheden, der i 2020 fik Creativ Company som medejer, sælger allerede til norske, finske og svenske kunder, og nu rykker den 16 år gamle virksomhed syd for grænsen og åbner i Holland og Tyskland. Den øgede eksport er nødvendig, hvis de høje vækstrater, virksomheden i flere år har haft, skal fortsætte, forklarer Ann Riemer.    

”Eksporten er i dag en væsentlig del af Legeakademiets vækst, og den betyder, at vi kan tage kvantespring i stedet for små skridt ad gangen. Vi har bevidst valgt at bruge den travle tid under coronakrisen til at komme ind på nye markeder, og det gør, at vi har flere strenge at spille på, hvis omsætningen skulle falde på den anden side af Corona, som man ser ske hos nogle e-handlere” 

Eksplosiv eksport 

Moodings og Legeakademiet er langt fra de eneste netbutikker, der har skruet gevaldigt op for eksporten. Dansk Erhvervs logistikanalyse fra 2021 viser, at 30 % af netbutikkerne i dag sender mindst hver fjerde pakke til udlandet, mens det blot var 18 % i 2018. En udvikling, der glæder Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.  

”Det er en virkelig stærk udvikling for dansk e-handel og dansk erhvervsliv generelt. Det er i mine øjne udtryk for, at vi har nogle meget dygtige netbutikker, der har vokset sig stærke i trygge omgivelser og nu er klar til at erobre markedsandele på udebane.” 

Han hæfter sig også ved, at udviklingen er sket samtidig med, at de danske forbrugere faktisk har skruet ned for deres forbrug i udenlandske netbutikker for i stedet at handle dansk. 

”Det siger noget om, hvor dygtige de danske netbutikker er, for de er altså oppe imod internationale giganter som eksempelvis Amazon og Zalando. Det er godt nyt for virksomhederne og den danske statskasse.” 

E-handelsdirektøren forklarer også, at netbutikkerne generelt er mere opmærksomme på eksportmulighederne end tidligere. 

”Vi mærker en større og større interesse for vores eksportguides, og når vi taler med medlemmerne, så står det ganske højt på agendaen. Coronakrisen har uden tvivl styrket mange virksomheder og givet dem mod på mere, men vi mærkede også før krisen, at der var stor interesse for at udvide til udlandet.” 

Har du set vores eksportguides? Hent dem her

Haves: Gode vilkår. Ønskes: Fair konkurrence 

Alexander Thygesen og Ann Riemer er enige om, at de danske virksomheder har ganske gode muligheder for at eksportere. Der er dog stadig områder, hvor man fra politisk hold kunne arbejde for at gøre de danske virksomheder vilkår bedre.  

"Eksporten er i dag en væsentlig del af Legeakademiets vækst, og den betyder, at vi kan tage kvantespring i stedet for små skridt ad gangen."

- Ann Riemer, Legeakademiet

Det handler primært om at sikre, at alle virksomheder spiller efter de samme regler. I øjeblikket er de danske virksomheder ofte ”de pæne drenge” i klassen, mens de udenlandske konkurrenter er mere aggressive og ikke helt følger samme regler, lyder vurderingen fra Moodings direktør. 

Han bliver bakket op af Ann Riemer, som især ønsker et opgør med de store platforme som Wish.com og Amazon. 

”Vi er oppe imod de store handelsplatforme, som har ulige vilkår i forhold til os, da de ikke er ansvarlige for de produkter, som 3. parter sælger på platformen. Det er uretfærdigt og potentielt farligt for forbrugeren, og derfor håber jeg, at vi snart ser handling overfor dem i stedet for blot at tale om, at det ikke burde være sådan.”  

Det er en holdning, som Dansk Erhverv deler. Dansk Erhverv har længe kæmpet for, at de store markedspladser bliver produktansvarlige, som alle andre virksomheder. Håbet var, at det ville ske med den nye Digital Service Act, men den indeholder desværre stadig et ”produkt-hul.” 

”Det vil vi arbejde videre for at få lukket, for det skævvrider i den grad konkurrencen, når nogle virksomheder ikke skal efterleve de forbrugerbeskyttelsesregler, som alle andre butikker og netbutikker skal leve op til. Det er ikke voldsomt at bede om ens spilleregler, synes vi,” forklarer Niels Ralund. 

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Fagchef for digital handel
Medarbejderprofil