Gemt

Ændringer i kontantpligten fra den 1. juli 2022

26. april 2022

Den 1. juli 2022 bliver kontantpligten i B2B-handel ophævet. Det betyder, at erhvervsdrivende derefter ikke er forpligtet til at modtage kontanter i handler med andre erhvervsdrivende. Derudover kodificeres dispensationspraksis i form af, at midlertidige begivenheder kan sige nej tak til kontanter, hvis de lever op til en række nærmere definerede kriterier. 

 

Folketinget har i april 2022 vedtaget en samlelov, der blandt andet indeholder ændringer i lov om betalinger – herunder ændringer i kontantpligten. Der er grundlæggende tale om tre ændringer i loven ift. kravet om at tage imod kontanter: 

  1. Mulighed for at sige nej tak til kontanter i engroshandel – B2B 
  2. Mulighed for at sige nej tak til kontanter ved midlertidige begivenheder 
  3. Krav om skiltning, men ikke registrering 

Mulighed for at sige nej tak til kontanter i engroshandel – B2B 
Som butik eller anden betalingsmodtager er du som udgangspunkt forpligtet til at modtage betaling med kontanter i tidsrummet fra kl. 06 til kl. 22, hvis man modtager betalingsinstrumenter som fx betalingskort eller mobilbetaling via en app. Dette fremgår af betalingslovens § 81, stk. 1.  

Med lovændringen, der træder i kraft den 1. juli 2022, er det imidlertid muligt for erhvervsdrivende at sige nej tak til kontanter i handler med andre erhvervsdrivende. Der er to krav, du skal leve op til: 

  1. Du skal skilte med, at du ikke modtager kontanter 
  2. Du skal fortsat modtage kontanter fra kunder, der er forbrugere, hvis du også handler med forbrugere. 

Mulighed for at sige nej tak til kontanter ved midlertidige begivenheder 
Den hidtidige dispensationspraksis for kontantreglen kodificeres også. Det betyder, at festivaler, byfester og lignende arrangementer af midlertidig karakter fremover ikke skal søge om dispensation fra kontantreglen, såfremt følgende betingelser er opfyldt:  

  1. Arrangementet er af kort varighed (maksimalt 14 dage) 
  2. Arrangementet forekommer højst én gang årligt 
  3. Arrangementet afholdes inden for et geografisk afgrænset område med adgangskontrol og 
  4. Arrangøren af arrangementet har forud for forbrugerens tilmelding til arrangementet tydeligt oplyst, at der ikke kan betales med kontanter. Hvis arrangementet ikke kræver tilmelding, så skal det være tydeligt oplyst til markedsføringen af arrangementet.  

Det er alene inden for det afgrænsede områder, hvor der er adgangskontrol, at der kan siges nej tak til kontanter. Der skal skiltes med, at der inden for det afgrænsede område ikke tages imod kontanter.  

Er der betalingsmodtagere uden for området, som du ønsker, også skal kunne afvise kontanter - det kan fx være en bus til og fra en festival eller koncert, eller en bod der er tilknyttet arrangementet, men som ligger umiddelbart uden for hegnet e.l., så skal der søges dispensation hos Finanstilsynet.  

Krav om skiltning - men ikke krav om orientering til Finanstilsynet 
Betalingsmodtagere, der er beliggende i særligt røveriudsatte områder, kan afvise at modtage kontanter fra kl. 20 til kl. 22. Det kræver i dag, at butikken oplyser Finanstilsynet herom, men med lovændringen vil der ikke længere være et krav om orientering til Finanstilsynet.  

Som betalingsmodtager skal du opsætte skilte, der oplyser, i hvilke tidsrum butikken ikke modtager kontanter.  

Alle butikker må som udgangspunkt sige nej tak til kontanter fra kl. 22 til kl. 06, mens alene butikker i særligt røveriudsatte områder må sige nej tak fra kl. 20 til kl. 22. Du kan finde listen over disse områder her.

Kontantpligten skal afskaffes 
Pligten til at tage imod kontanter er for mange virksomheder en stor byrde. Både administrativt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Derfor ser Dansk Erhverv positivt på lovændringen. Dansk Erhverv støtter enhver liberalisering af kontantpligten og er derfor tilfreds for ophævelsen af kontantpligten i B2B, men overordnet set kommer ændringen til at være af meget begrænset praktisk betydning. Dansk Erhverv mener, at der er behov for et større indgreb i kontantpligten, og vi arbejder derfor fortsat ufortrødent videre på at få kontantpligten helt afskaffet. Det er på tide at fjerne kontantpligten helt. De enkelte butikker kan så hver især vurdere, om de vil benytte sig at muligheden i forhold til, hvad kunderne efterspørger. 

Læs mere om kontantpligten og Dansk Erhvervs holdning her (danskerhverv.dk)

Læs loven her: L 118 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og flere andre love.  

Læs Dansk Erhvervs seneste høringssvar her

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil