Gemt

Stigende omkostninger rammer danske netbutikker hårdt: ”Det er voldsomt”

29. august 2022

De eksploderende priser på alt fra energi til materialer og marketing kan mærkes i den danske e-handelsbranche, hvor flere sænker målene og afskediger medarbejdere. Der er dog en forsigtig optimisme for fremtiden, viser analyse fra Dansk Erhverv. 

Hent hele analysen nederst på siden

Materialerne er blevet dyrere, det samme gælder fragten og energipriserne er på himmelflugt.  

Ja, faktisk er stort set alt, hvad man kan forestille sig, blevet markant dyrere den seneste tid, og det rammer nu netbutikkerne. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsbarometer for 2. kvartal 2022.  

I analysen svarer godt hver tredje virksomhed, at de har oplevet stigende energipriser på mellem 11 og 24 procent, knap hver fjerde har oplevet markante prisstigninger på minimum 25 procent og knap hver tiende har oplevet stigninger på mere end 50 procent. 

Samtidig vurderer 8 ud af 10, at de er ramt af stigende priser på de varer, de køber for at sælge videre.  

”Det er voldsomt. Der er prisstigninger på alt fra energi og materialer til emballage og fragt. Og det er ofte ganske markante prishop, så det er klart, at det vil kunne mærkes hos virksomhederne,” siger Simon Bjerremann, som e-handelsanalytiker i Dansk Erhverv.  

 

Fra medvind til storm 

Analysen viser da også, at prisstigningerne har konsekvenser.  

”Der er nærmest fuld plade i konsekvenser, hvilket er klart, når du bliver ramt fra alle sider,” siger Simon Bjerremann og henviser til, at de stigende udgifter falder sammen historisk lav forbrugertillid og tårnhøj inflation: 

”Det får forbrugerne til at holde på pengene, så selvom de stadig handler hyppigt på nettet, så bruger de færre penge. Indtægterne falder, mens udgifterne stiger.” 

”Virksomhederne skal virkelig bruge nogle kræfter på at rebe sejlene, for de sidste års medvind er i den grad afløst af storm,” uddyber han. 

Den øvelse bliver ikke lettere af, at mange har haft travlt med investeringer i eksempelvis it-systemer, lagerudvidelser og nye medarbejdere under coronakrisen, pointerer e-handelsanalytikeren:  

”Det kan man ikke bare ændre fra den ene måned til den anden, men netbutikkerne agerer. De forsøger at genforhandle aftaler, de binder færre varer på lageret og de reducerer i medarbejderstaben.”  

Alle rammes 

De stigende omkostninger rammer bredt, men der er dog visse forskelle på, hvem der rammes af hvad. 

Virksomhederne, der udelukkende har e-handel, er hårdest ramt af de stigende priser på fragt (til og fra) og marketing, mens omni-channel-virksomhederne lider mere under stigende priser på energi og emballage. Og de tal viser, hvor svært det for at virksomhederne at lave besparelser, forklarer Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv:  

”Du skal jo sende varer som netbutik, og kunderne ville nok også undre sig, hvis du slukker strømmen i butikken.” Han fortsætter: 

”Samtidig ved vi fra tidligere analyser, at der er stigende fokus på prisen hos forbrugerne, så det er som netbutik svært bare at vælte flere omkostninger over på kunden ved at hæve prisen på varerne eller fragten, så det er en svær situation.” 

De mest kritiske omkostningsstigninger er ved indkøb af varer, fragtpriser og energi. 

Stigende optimisme 

Trods de galoperende omkostninger og forsigtige forbrugere, så er der faktisk en vis optimisme at spore, når netbutikkerne bliver spurgt til forventningerne til 3. kvartal 2022 kontra samme periode sidste år.

 

41 procent har således positive forventninger til 3. kvartal, mens 36 procent er negativt stemt – netto er godt 4 procent i analysen således negativt stemt, mens det det ved indgangen til 2. kvartal var 15 %. 

“Det er jo ikke ligefrem klaphat og jubeloptimisme, men det er dog et tegn på, at netbutikkerne er ved at omstille sig til en ny virkelighed,” slutter Niels Ralund.  

Hent hele analysen nederst på siden

Læs også:  

E-handelsekspertens sparetips 

Ekspert: Revurder din Google-indsats  

Kan du fastholde kunderne?  

Har du styr på, hvordan forbrugerne vil betale? 

E-handelsbarometer 2022 Q2: Extra fokus: Omkostninger post COVID

pdf

Download

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent