; ;
Gemt

Julehandlen ser ud til at halte

13. december 2022

Efter en Black Week, der lå tæt på 2021-niveauet, ser julehandlen i højere grad ud til at være påvirket af energikrisen og inflationen. Data, s360 har leveret til Dansk Erhverv, viser en nedgang i både online trafik, transaktioner og omsætning sammenlignet med 2021.

På bagkanten af Black Week var frygten, at en stor del af juleindkøbene allerede var foretaget. Kom de positive tal i den periode, fordi forbrugerne så de gode tilbud som en oplagt mulighed for at få julegaverne i hus? Den frygt ser desværre ud til at holde stik indtil videre.

imageh6o8c.png

Krisens omkostninger viser sig

De første to uger af december peger på et fald over hele linjen, både ift. antal sessioner, transaktioner og, ikke mindst omsætningen. Tiden med større elregninger, samt højere fødevarepriser, gør, at forbrugerne holder på pengepungen, og det kan læses på tallene fra s360s Shopping Index.

”De tal vi præsenterer i dag, er tal vi forventede, men alligevel håbede ikke at se. De er jo et klart billede på humøret og betalingsevnen hos de danske forbrugere, der dagligt må slås med den høje inflation og dermed et væsentligt lavere rådighedsbeløb. Det er det tallene fra både s360 og Ønskeskyen viser, og det stemmer også overens med det, jeg hører fra vores medlemmer,” udtaler Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

(Graferne viser indekstal, og dermed den procentvise udvikling for en række metrikker i forhold til samme uge sidste år.)

Det var ikke kun i uge 49, at tallene var mindre end året før, også uge 48 lå under for samme tendens. Her lå antallet af sessioner på indeks 95, mens transaktioner var på indeks 90. Mest bemærkelsesværdigt var dog omsætningen, der i uge 48 og 49 lå på henholdsvis indeks 85 og 80.

“Vi ser tilbage på et år 2022 hvor omsætningsvæksten for første gang har været udfordret over en længere periode. På trods af lav eller ligefrem negativ vækst på omsætningen har virksomhederne stadig forsøgt at få mest muligt salg igennem ved at holde et højt spend gennem året og acceptere et lavere afkast på deres annoncekroner end året forinden.“ fortæller Frederik Hyldig, CPO hos s360. Han tilføjer:

“Her i fjerde kvartal og hen over julesalget ser vi til gengæld at foden lettes fra speederen - med Black Week som undtagelsen - og at der dermed opnås et mere balanceret forhold mellem omsætningen og annoncekronerne.”

Kalenderlysene er dog kun brændt halvvejs igennem, så der kan nå at ske ændringer. Det sagte håb lever endnu hos Niels Ralund:

”Selvom jeg plejer at sige, at der altid vil være plads til julegaver på danskernes budget, så ser det ud til at de i år bliver noget mindre end sædvanligt. Nu krydser vi alle fingre for, at de sidste par uger med julesne, og julestemning vil få forbrugerne til at finde den lidt større pung frem her i slutspurten.”

 

Metoden

s360 Shopping Index bygger på data fra et bredt udsnit af danske e-handelsvirksomheder. Det udregnes for hvert eneste virksomhed og hver enkelt metrik ved at se på deres performance sammenlignet med samme uge sidste år. Herefter tages gennemsnittet på tværs af alle virksomhederne. Dataen er dermed normaliseret, således at ingen virksomheder vægter højere end andre. Endvidere benyttes et trimmet gennemsnit ved at fjerne outliers.

Graferne viser indekstal, og dermed den procentvise udvikling for en række metrikker i forhold til samme uge sidste år. Indexet kan give et indblik i trends og udvikling over tid, men kan ikke benyttes til at beskrive den absolutte udvikling i de udvalgte metrikker eller anvendes som en endegyldig sandhed.

Data er rundet op/ned til nærmeste 5%.

Brancher

Alle de medtagne virksomheder er danske e-handelsvirksomheder med B2C som hovedfokus, enten pureplayers eller omnichannel-spillere. De opererer på tværs af kategorier og industrier. De er endvidere meget forskellige i modenhed og geografisk placering.

Virksomhedsstørrelser

Der er en bred repræsentation af virksomhedsstørrelser helt fra 10-20 ansatte og op til +1.000 ansatte.

Fordelingen indenrigs/udenlands

I de tal, som er vist, er der udelukkende benyttet data fra virksomhedernes danske hjemmesider(.dk).

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil