Gemt

SDG Business Accelerator – Bæredygtig eksportmodning for danske SMV’er 

22. juni 2022

SDG Business Accelerator er et program for danske SMV’er, der ønsker at styrke de muligheder, som arbejdet med bæredygtighed og verdensmål kan give virksomheden på et relevant eksportmarked. Måske er det noget for din virksomhed?

 

Den bæredygtige omstilling tager fart mere end nogen sinde før. Danske små og mellem store virksomheder oplever i disse år stigende forventningskrav fra deres store kunder, medarbejdere, forbrugere og i stigende grad også myndighederne. Det kan give udfordringer men også store muligheder.  
 
En rapport fra Udenrigsministeriet viser, at der ligger et stort forretnings- og eksportpotentiale for især danske små og mellemstore virksomheder, der formår at skabe produkter og services, der går hånd i hånd med en indfrielse af de 17 Verdensmål. Der er derfor alle gode grunde til at igangsætte initiativer for at flytte forretningen i en mere bæredygtig retning. Det er nemmere sagt end gjort. 

En nyere analyse fra Dansk Erhverv viser, at flere virksomheder oplever barrierer, når det handler om at komme med på den bæredygtige omstilling. En tredjedel af disse virksomheder oplever mangel på ressourcer og tid som en barriere for at arbejde med at integrere bæredygtige initiativer i deres forretning, og hver fjerde svarer, at de mangler den nødvendige viden og kompetence på dette område.  
 
Som en del af Regeringens Handlingsplan for FN’s verdensmål har Udenrigsministeriet, i samarbejde med en række partnere herunder også Dansk Erhverv, lanceret et tre måneders programforløb for danske SMV’er der opererer inden for sundheds-, energi-, vand- eller fødevareområdet. Med formålet om at klæde danske SMV’er på til at arbejde strategisk og kommercielt med bæredygtighed og til at gribe de vækst- og eksportmuligheder, som verdensmålene giver.  

Igennem programmet vil din virksomhed få inspiration til at integrere jeres forretningsstrategi med verdensmålene og til at arbejde med konkrete handlingsplaner, der kan løfte jeres eksportmuligheder.  

Hver virksomhed får tilknyttet et relevant eksportmarked, og får herigennem konkret viden, netværk, sparring og kompetence til at styrke igangsættelsen af eksport til dette marked. I vil som virksomhed blive matchet med en mentor på et udvalgt eksportmarked, der kan give jer sektorfokuseret rådgivning og sparring omkring konkrete eksportmuligheder for jeres virksomhed.  
 
Programmet inkluderer et markedsbesøg til det udvalgte marked og gennem hele forløbet er der mulighed for sparring med de øvrige programdeltagere, der alle er fra samme sektor. 

Det første forløb med virksomheder med forretningsaktiviteter inden for sundhedsområdet, blev igangsat d. 20. juni. Nedenfor kan du få overblik over de kommende sektorfokuserede forløb og praktisk information.  

  • Energi: januar, februar og marts 2023 
  • Vand og sundhed: marts, april, maj og juni 2023 
  • Fødevarer: august, september og oktober 2023 
  • SDG Business Acceleratoren koster DKK 10.000 per deltagende virksomhed 
  • I skal beregne at bruge ca. 50 timer per deltagende medarbejder. Møder afholdes fysisk (i både Jylland og på Sjælland) samt online.  

Ansøg om optagelse i programmet og læs mere på www.sdgbusinessaccelerator.dk.
 
Du er også altid velkommen til at kontakte Dansk Erhverv om spørgsmål til SDG Business Accelerator.