Gemt

Erhvervslivet offentliggør anbefalinger til styrket klimaindsats for Forsvaret – til gavn for sikkerhed og vækst

02. maj 2022

Klimapartnerskabet på forsvarsområdet har i dag overrakt til forsvarsministeren anbefalinger til en styrket klimaindsats på forsvarsministeriets område. Anbefalingerne har sigte på initiativer, som giver øget kampkraft og samtidig reducerer Forsvarets CO2-udledning.

Med krigen i Ukraine står det helt klart, at energipolitik også er sikkerhedspolitik. Behovet for nye vedvarende og mere robuste forsyningskilder har aldrig været mere presserende. Med dagens rapport og anbefalinger ønsker erhvervslivet at sætte på skub den grønne omstilling – også for Forsvaret.

Partnerskabet har i det seneste år afdækket hvilke teknologier, samarbejdsmodeller og tiltag, der kan gavne klimaet og Danmarks sikkerhed samt danne afsæt for øget eksport, vækst og arbejdspladser.

Dansk Erhverv og Dansk Industri har som sekretariat for klimapartnerskabet på forsvarsområdet været pennefører for de inputs, som er kommet fra virksomheder, interesse­organisationer og andre interessenter undervejs i processen.  

Læs klimapartnerskabets fulde rapport med anbefalinger.

Anbefalingerne fordeler sig inden for otte områder:

  1. Alternative drivmidler, et fundament for fremtidens forsvar
  2. Et grønt søværn, der er energieffektivt og bæredygtigt over tid
  3. Simulation som en dansk styrkeposition
  4. Fremme af grønne operative koncepter
  5. Innovation og forskning
  6. Optimeret transport
  7. Optimering af bygninger og arealer
  8. Klima- og miljøkrav til alle indkøb og leverandørkæderne

Som fundament for den fremtidige grønne omstilling på Forsvarsministeriets område, er det klimapartnerskabets gennemgående anbefaling, at der snarest muligt udformes en samlet strategi på forsvarsom­rådet, der samler indsatsen og skaber fundamentet for, at Danmark kan blive internationalt toneangi­vende på grøn omstilling af forsvar.

Læs pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet på fmn.dk: Klimapartnerskabet lancerer anbefalinger til et grønnere Forsvar

Baggrund om klimapartnerskabet på forsvarsområdet

Regeringen etablerede i maj 2021 klimapartnerskabet på forsvarsområdet med henblik på at undersøge nærmere, hvilke klimavenlige løsninger der er under udvikling på forsvarsområdet samt hvilke civile, grønne løsninger, som kan anvendes på Forsvarsministeriets område. Dansk Erhverv var sammen med Radikale Venstre de første til at foreslå etableringen af et klimapartnerskab på forsvarsområdet.

I tæt dialog med For­svarsministeriet har klimapartnerskabet sat fokus på at komme med anbefalinger til, hvor Forsvaret kan sætte ind og sikre grønnere løsninger, herunder løs­ninger der kan eksporteres med blik for, at Forsvarets opgaveløsning er i centrum.

Klimapartnerskab på forsvarsområdet

pdf

Download