Gemt

Hoteldirektør: Vi risikerer at miste en besparelse på 400.000 kroner

06. maj 2022

Foto: Kristian Holm

Regeringen lægger i sit udspil til en grøn skattereform op til at sløjfe reduktionen af rumvarmeafgift for hoteller. Dermed risikerer hotelbranchen at gå glip af en forventet besparelse på 450 millioner kroner. Det møder stor kritik fra hoteldirektør og Dansk Erhverv.

 

I Københavns Lufthavn er Clarion Hotel og Comfort Hotel Copenhagen Airport langsomt ved at rejse sig efter coronakrisen.

Men der er fortsat langt til aktivitetsniveauet før pandemien, og de økonomiske tab, hotellerne har lidt, kan ikke indhentes med et knipstag.

Det fortæller hoteldirektør, Jesper Olesen.

Derfor fik han sig en ordentlig mavepuster, da regeringen fremlagde sit udspil til en grøn skattereform, hvori der lægges op til at sløjfe reduktionen af rumafgift for hoteller. Helt konkret med 50 millioner kroner om året fra 2023-2030.

”Er det virkelig en branche i knæ, som skal finansiere den grønne omstilling?”

”Regeringen har under hele pandemien sagt, at man gerne vil holde hånden under vores branche, og vi er meget taknemmelige for den hjælp, vi har fået. Nu mener regeringen dog tilsyneladende, at vores branche er kommet sig nok til at hjælpe med at finansiere rabatter i Co2-afgifter til nogle af Danmarks største udledere. Jeg har svært ved at se rimeligheden i, at det igen er hotelbranchen, der står for skud. Og jeg forstår ikke, at man vil være bekendt at trække lempelserne på rumvarmeafgiften tilbage,” siger Jesper Olesen. 

Mister besparelse på 400.000 kr.
Lempelsen af rumvarmeafgiften indgik i erhvervs- og iværksætterpakken fra 2017.

Hvis regeringen får flertal for sit nye grønne skatteudspil, betyder det for Clarion Hotel og Comfort Hotel Copenhagen Airport, at man går glip af en forventet besparelse på 400.000 kroner.

Dansk Erhverv: Reducer rumvarmeafgiften
Dansk Erhverv er enig med Jesper Olesen i, at det er urimeligt, at hotellerne skal betale for den grønne skattereform.

”Vi bakker op om en grøn skattereform, men den skal ikke finansieres ved blandt andet at sløjfe reduktionen af rumvarmeafgiften for hoteller,” siger Lars Ramme, markedschef for oplevelse og velfærd i Dansk Erhverv.

Han mener, at alle tiltag, der kan styrke hotellernes internationale konkurrencekraft, er dybt nødvendige. Lempelsen af rumvarmeafgiften var netop sådan et tiltag.

”Hvis Danmark også i fremtiden skal kunne tiltrække turister, kræver det, at virksomhederne er konkurrencedygtige på pris og kvalitet. Derfor skal omkostnings- og afgiftsniveauet for turisterhvervet sænkes – især på energiområdet,” siger han.

Dansk Erhverv har i flere år arbejdet for at få ensartede afgifterne for rum- og procesvarme uanset energikilde, så det ikke er billigere at opvarme et drivhus til at dyrke tomater end at køle et hotelværelse ned.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil
Turisme, oplevelse & kultur

Lasse Fridberg Bilstrup

Chefkonsulent