Gemt

Mindst 40 procent af de kommende ældre kender ikke til frit valg på ældreområdet

01. november 2022

En dugfrisk analyse fra Dansk Erhverv viser, at mindst 40 pct. af de kommende ældre ikke kender til fritvalgsordningen på ældreområdet. På trods af disse bekymrende tal, så mener 80 pct. af de kommende ældre, at frit valg er vigtigt for deres velfærd. 

Vi bliver flere ældre i Danmark i de kommende år. Med det kommer der udfordringer i forhold til både rekruttering og ressourcer. For ifølge Danmarks Statistiks seneste befolkningsfremskrivning vil der i 2030 være ca. 426.200 danskere i alderen fra 80 år og op. Det er en stigning på 46,2 pct. i forhold til i år, hvor der er ca. 291.500 personer i alderen fra 80 år og op. Det understreger behovet for at udnytte alle ressourcerne i vores samfund.

Mellem 40-58 pct. kender ikke til frit valg inden for hjemmehjælp og plejehjem
Den seneste analyse fra Dansk Erhverv viser, at fire ud af ti af de kommende ældre i alderen 60-69 år ikke kender til fritvalgsordningen på hjemmehjælpsområdet, mens knap seks ud af ti ikke kender til fritvalgsordningen på plejehjemsområdet.


”Dagens ældre er ikke ens, men har derimod mange forskellige behov og ønsker til deres hverdag. Netop derfor er det altafgørende, at de ældre har både valgfrihed og selvbestemmelse. Derfor er det ikke godt nok, når mellem 40 og 58. pct ikke kender til muligheden for frit valg. Det underminerer de ældres rettigheder til selv at bestemme, og er til fare for at skabe A og B hold i vores samfund.” siger Anders Olesen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

80 pct. mener, at fritvalgsordningen er vigtig for deres velfærd
Selvom hhv. 40 pct. og 58 pct. af de kommende ældre ikke kender til fritvalgsordningen indenfor hjemmehjælp og plejehjem i dag, så mener hele otte ud af ti, at det frie valg er vigtigt på begge områder.


”Som vi kan se på tallene, så er frit valg vigtigt for de kommende ældre. Derfor er der behov for, at kommunen aktivt informerer borgerne om deres muligheder og lader dem træffe frie og oplyste valg. Vi har i Dansk Erhverv forslået en uvildig ældre vejleder, som kan informere om relevante ydelser. På den måde kan de ældre selv vælge, hvad der passer dem bedst og få mest kvalitet for pengene. Det er nemlig indbegrebet af frit valg.” afslutter Anders Olesen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

Læs hele analysen her:
Dansk Erhverv Analyse: Mindst 40 procent af kommende ældre kender ikke til fritvalgsordningen (november 2022)

Kontakt

Velfærd og samfund

Anders Nyberg Olesen

Politisk konsulent