; ;
Gemt

Amazon i Danmark: Det store spørgsmål forblev ubesvaret

16. november 2022

Til en konference hos Dansk Erhverv 15. november, fortalte Amazons nordiske ledelse om virksomhedens strategiske mål i Europa og Norden, og hvordan danske virksomheder kan komme i gang med at bruge Amazons salgsplatform til e-eksport. Men det helt store spørgsmål stod ubesvaret hen.

image1pt2q.png

Foran stolerækker af repræsentanter fra dansk erhvervsliv skulle spørgsmålet selvfølgelig stilles – også selvom forventningerne til at få et klart svar kunne ligge på et meget lille sted.

”Hvornår kommer Amazon til Danmark?”

Anderledes kunne det ikke være, da Dansk Erhvervs fagchef for digital handel, Carsten Rose Lundberg, under en konference i Børssalen indledte en debat i med deltagelse af Amazons Nordiske ledelse i form af Nadim Bousamra, Amazons general manager for EU Marketplace Export og Andreas Baller, Amazons head of Marketplace Sweden.

Derudover bestod panelet af Ulrik Grevenkop-Castenskiold, Amazon-ekspert og adm. direktør for Incubeta Marketplace, og Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Begge repræsentanter fra Amazon måtte dog trække på skuldrene som svar på spørgsmålet. Til gengæld understregede de, at der allerede i dag er mange muligheder for danske virksomheder på Amazons Marketplace i Tyskland og Sverige.

”Det er en god mulighed for at afsøge sine muligheder på en salgsplatform. I Sverige ser vi en masse nye virksomheder registrere sig,” sagde Andreas Baller.

Fremstød og forventningsafstemning

Undervejs i konferencen præsenterede både Nadim Bousamra og Andreas Baller Amazons vækststrukturer og gav gode råd til, hvordan danske virksomheder allerede i dag kan komme i godt i gang med at bruge Amazon Marketplace til eksport.

I korte træk var budskabet, at Amazon er lykkedes med at sætte sig i forbrugerens sted og derigennem har skabt en succesfuld virksomhed. Erfaringen er, at forbrugeren vil have hurtig og gratis levering, lave priser og et stort udvalg. De tre ting er derfor afgørende elementer i Amazon Marketplace.

Til gengæld har platformen mange muligheder, der kræver tid at lære at kende, og derfor kan det være en fordel at begynde tidligt.

”Det tager tid, og du er nødt til at forstå platformen for at bruge dens muligheder. Lad være med at forvente, at du bliver millionær på tre-fire måneder, fordi du er på Amazon. Det tager tid at blive ekspert,” sagde Andreas Baller.

Ifølge Ulrik Grevenkop-Castenskiold, som allerede har erfaring med at skabe succes gennem Amazon Marketplace, er der dog rigelig grund til at kaste sig ud i det.

”Amazon er vigtig set fra et forbrugerperspektiv, for det er der, forbrugerne er. Det handler om at bruge de muligheder, der er, for at nå en meget stor mængde kunder, som kan kun kan nå der. Det er også vigtigt at forstå kanalen, selv hvis man ikke selv er på vej derhen,” sagde han og fortsatte:

”Jeg kan love, at når Amazon kommer til Danmark, bliver det som et kæmpe tog fuld af passagerer, du ikke kender, hvis du ikke allerede er der.”

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Liv Østerstrand Rasmussen

Journalist og kommunikationskonsulent