Gemt

Dansk ekspert: Metaverset vil ændre vores måde at leve på

29. september 2022

Vi er endnu ikke i den endelige version af Metaverset, men virksomhederne bør allerede nu kigge på, hvordan de kan udnytte potentialet i de muligheder, den nye teknologi skaber. Det siger Metaverse-ekspert Therkel Sand Therkelsen, som afholder Metaverse-webinar med Dansk Erhverv.

Metaverse. Du har helt sikkert hørt ordet før. Rigtig mange gange.

For det er svært at finde et mere buzzet ord end lige netop Metaverse i øjeblikket, hvor alle fra marketingeksperter til politikere og fremtidsforskere taler om det nyeste skrig inden for digitaliseringen.

Ordet klinger formentlig stadig abstrakt, ukonkret og futuristisk for mange, men det er det faktisk ikke: Det findes i vid udstrækning allerede.

Metaverset er nemlig ikke én ting, men en paraply-beskrivelse for det, der sker, når den fysiske og digitale verden smelter sammen med hjælp fra blandt andet AR og VR.

”Vi er ikke i den endelige version, som mange forestiller sig,
men vi er hastigt på vej."

- Therkel Sand Therkelsen

Det forklarer Therkel Sand Therkelsen, som er Metaverse-ekspert og stifter af virksomheden Realitet, der arbejder med immersive teknologier og digitale muligheder.

”Og den sammensmeltning sker allerede nu. Se bare på spillet Fortnite, hvor brugerne blandt andet kan gå til koncerter eller de digitale verdener, hvor virksomheder som H&M og Nike har digitale butikker, som brugerne kan gå ind i.”

”Vi er ikke i den endelige version, som mange forestiller sig, men vi er hastigt på vej,” uddyber han.

Afsøgningsprocessen

Derfor anbefaler han også virksomhederne, at de begynder at undersøge deres muligheder for, hvordan de kan være til stede på det rummelige internet, som Metaverset også kaldes:

”Vi er stadig i det, jeg vil kalde afsøgningsprocessen. Man skal ikke lægge hele sin forretning om for at satse på Metaverset, men man skal interessere sig for det. Og så kan man kigge på, hvad nogle af de store som Adidas, Walmart og Nike gør for at lære af det.”

Foto: Therkel Sand Therkelsen

Forbrugerne er klar

En stor del af teknologien er klar. Men hvad med forbrugerne, er de klar?

”Ja, den yngre del er i hvert fald. De køber allerede digitalt og har et andet forhold til, hvad der er virkeligt. Det skal man tage seriøst, for det er jo fremtidens forbrugere, og de kommer til at have nogle andre forventninger til virksomhederne,” lyder det fra Therkel Sand Therkelsen.

"Metaverset og det ”rummelige” internet vil
ændre vores måde at leve på."

- Therkel Sand Therkelsen

Det bekræftes af flere undersøgelser – blandt andet fra bureauet dentsu, der har Metaverset på deres liste over de vigtigste trends i 2022. I deres undersøgelse forventer 4 ud af 10 forbrugere, at virksomheder er til stede og sælger i den virtuelle verden.

Analysevirksomheden Gartner forventer, at hver fjerde forbruger vil bruge mindst en time dagligt i Metaverset i 2026, og at 30 procent af verdens organisationer vil være til stede med produkter og tjenester i det digitale univers samme år.

Den danske Metaverse-ekspert understreger dog, at man som virksomhed ikke bare skal se Metaverset som endnu en butik:

”Man skal se det som et nyt kontaktpunkt, hvor det interessante er, at de fysiske love ikke gælder. Derfor er der virkelig fri leg til at tænke nyt i forhold til at skabe nye relationer til kunderne. Man kan eksempelvis afholde koncerter, vise produkterne frem på nye måder eller lade forbrugerne møde designerne.”

Virtuel træning

En øget og ny relation med forbrugerne er dog ikke det eneste, som virksomhederne kan bruge Metaverset til. Der er også gode muligheder for eksempelvis at uddanne medarbejdere og skære ned for rejseforbruget, forklarer Therkel Sand Therkelsen, som ikke er i tvivl om, hvor stor betydning Metaverset får:

”Når man ser på, hvilken betydning computeren og smartphonen har haft på alt fra erhvervsliv til kultur, så giver det en fornemmelse af, hvor revolutionerende Metaverset og det ”rummelige” internet bliver. Det vil ændre vores måde at leve på.”

Bliv klogere på Metaverset med Dansk Erhverv

Tirsdag d. 4. oktober afholder Dansk Erhverv webinar om Metaverset. Her vil Therkel Sand Therkelsen gøre os klogere på Metaversets grundlæggende strukturer, handel med NFT’er og hvad aktører inden for handel og retail kan få ud af at udforske disse nye universer. Jakob Plesner Mathiasen, specialist i IP-rettigheder hos Gorrissen Federspiel. vil bidrage med de juridiske overvejelser, man må gøre sig, når man bevæger sig ind i Metaverset.

Kontakt

Digital Handel

Jens Wedenborg

Chefkonsulent
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent