Gemt

Kommentar: Ledigheden steg med 400 personer i marts

13. april 2023

Danmarks Statistik har netop offentliggjort deres ledighedsindikator for marts. Det er Danmarks Statistiks første bud på udviklingen i ledigheden i marts. Ledighedsindikatoren viser, at antallet af ledige steg med 400 fuldtidspersoner fra februar til marts, når der korrigeres for almindelige sæsonudsving. Det er femte måned i træk, at ledigheden stiger i Danmark.

Det er ingen overraskelse, at ledigheden stiger set i lyset af de høje renter og den aftagende efterspørgsel, men jeg havde forventet, at ledigheden var steget mere. Arbejdsmarkedet har vist sig at være robust på trods af modvind fra de højere renter og afdæmpet efterspørgsel fra de danske eksportmarkeder.

Forklaringen er, at der typisk går noget tid fra at aktiviteterne aftager til at virksomhederne afskediger medarbejdere i et omfang, der for alvor får ledigheden til at stige. Virksomhederne har de senere år haft ekstraordinært svært ved at skaffe arbejdskraft, hvilket formentlig har fået flere virksomheder til at holde lidt længere på medarbejderne end de ville under normale omstændigheder.

Selvom arbejdsmarkedet har vist sig at være robust overfor den økonomiske modvind, venter vi dog at ledigheden vil stige yderligere i år og næste år. Det er de højere renter samt svage vækstudsigter for de danske eksportmarkeder, der vil få ledigheden til at stige.

Den mest udsatte branche er byggeriet, hvor de kraftige rentestigninger vil lægge en dæmper på aktiviteterne. De dele af industrien, der leverer til byggeriet eller vores eksportmarkeder, er også udsatte for at måtte afskedige medarbejdere.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil