Gemt

Affaldspiktogrammer på emballage – hvad er kravene til jeres emballage?

04. juli 2023

En af vejene til at sikre mere ensartet sortering af affald er anvendelse af affaldspiktogrammer, som skal guide borgerne til bedre sortering. Det er dog i Danmark forsat frivilligt, om man vil sætte affaldspiktogrammer på sin emballage.

Du har måske lagt mærke til symbolangivelsen på skraldespande, f.eks. et æbleskrog eller en plastikdunk, så man ved om skraldespande er til madaffald, plastik eller noget helt andet. De kaldes affaldspiktogrammer.

I Danmark er der blandt andet krav til, at kommunerne skal mærke affaldsbeholderen ved husholdninger med de nationale bestemte piktogrammer. Kravene er sat for at hjælpe borgerne med at affaldssortere korrekt og for at gøre det ens på tværs af kommunegrænser.

Anvendelsen af nationale piktogrammer på affaldsbeholdere gør det også nemmere for virksomheder, der ønsker at mærke deres emballage med piktogrammer. Giver det for jer mening at sætte piktogrammer på jeres emballage, så skal I endelig gøre det.

Ikke krav til brug af affaldspiktogrammer på emballage i Danmark
Selvom piktogrammer kan gøre affaldssorteringen nemmere, så er der i Danmark ikke krav til, at emballage skal mærkes med piktogrammer.

Af den nationale Handlingsplan for Cirkulær Økonomi fra 2021, var et af initiativerne.

  • Dialog med erhvervslivet og andre aktører til et partnerskab om at udbrede anvendelsen af de nationale affaldspiktogrammer på produkter og emballage. Øget anvendelse af piktogrammerne vil lette sorteringen for borgerne.

I dette arbejde har budskabet fra Dansk Erhverv været klart. Der skal ikke være nationale krav til anvendelse af piktogrammer. Det er positivt at affaldsindsamlingen strømlines, så anvendelse af piktogrammer bliver nemmere, men der skal ikke være nationale krav.

Som situationen er nu, er der intet der tyder på, at der kommer nationale krav til mærkning i Danmark. Det er derfor op til den enkelte virksomhed, om man vil anvende piktogrammer på sin emballage i Danmark.

Krav hvis man mærker sin emballage
Hvis man som virksomhed ønsker at mærke sin emballage i forhold til affaldssortering, så er det op til virksomheden selv, hvordan mærkningen skal se ud.

Myndighederne opfordrer til at anvende de nationale piktogrammer, men det er ikke er krav. Ønsker I, at mærkningen er sort/hvid frem for de nationale farveangivelser, ønsker I at anvende tekst frem for piktogrammer eller noget helt andet, så er I velkommen til det.

Nationale krav i andre lande
Selvom der ikke er krav til mærkning med affaldspiktogrammer i Danmark, så skal I være opmærksom på, at der kan være krav i andre lande. Det gælder f.eks. Frankrig. Dansk Erhverv har støttet en klage til EU-kommissionen, da vi mener, reglerne er i strid med regler for det indre marked i EU. Da der endnu ikke er en afklaring på klagen, gælder reglerne i Frankrig, og virksomheder skal leve op til de franske krav i landet.

Fremtiden for mærkning af emballage i EU
I EU fastsættes krav til emballager blandt andet i Emballageforordningen, der lige nu er under revision. EU-kommissionen har i forbindelse med revisionen forslået at fastsætte krav til mærkning af emballage, som vil gælde i hele EU. Det er forsat usikkert, om forslaget fastholdes, og såfremt det gør, hvordan den endelige formulering bliver. Der kan gå flere år, inden der er en afklaring på, hvad fremtiden bringer.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Marianne Ladekarl Thygesen

Chefkonsulent
Medarbejderprofil