Gemt

Voldsomme tal fra detailhandlen: Eksplosiv stigning i butikstyverier i 2022

23. juni 2023

Antallet af butikstyverier er steget voldsomt i 2022. Fra 2021 til 2022 er der sket en stigning på 16 %. Dog er der voldsomme regionale stigninger i Øst- og Nordjylland på hhv. 44 og 42%. Det viser årsrapporten og tal fra Crimestat, som er et samarbejde mellem detailhandlen og Dansk Erhverv. Stærkt bekymrende og kan føre til stigende priser lyder det fra erhvervsorganisationen.

I Crimestat blev der registreret 16 pct. flere tyverier i 2022 end i 2021, og det ser ud til at tendensen fortsætter ind i 2023.

”Udviklingen i antallet af butikstyverier er stærkt bekymrende. Det stigende antal butikstyverier har ikke bare konsekvenser for virksomhederne, men også de ansatte i butikkerne og i sidste ende forbrugerne, da de mange tyverier medvirker til stigende priser”, siger fagchef Henrik Sedenmark, der er ansvarlig for Crimestat i Dansk Erhverv.

Største stigninger i Øst og Nordjylland
I Jylland har man oplevet en markant relativ stigning. Butikker i Nordjylland har indrapporteret 42 pct. flere butikstyveri i Crimestat i 2022 sammenlignet med 2021, og Østjylland har rapporteret 44 pct. flere butikstyverier i databasen. På Fyn har man indrapporteret 868 butikstyverier i 2022, hvilket er en stigning på 15 pct. sammenlignet med 2021. Butikker på Sjælland og i Sønder-, Syd- og Midtjylland har oplevet en mindre stigning på ca. 8 pct. Ikke overraskende er der registreret klart flest butikstyverier i København, hvor der i 2022 blev registreret 5.933 butikstyverier via Crimestat. Det er en stigning på 8 pct. sammenlignet med 2021.

Kalder på politisk handling
I Dansk Erhverv ønsker man større fokus på problemet fra myndighedernes side og mere politisk handling.

”Vi kan konstatere at problemet med butikstyverier er voksende. Og det duer ikke at lade stå til. Vi arbejder allerede sammen med politiet og andre relevante myndigheder, og vi ved, at de tager det alvorligt. Dog har problemet med butikstyverier nået et omfang, som vi mener, kalder på større myndighedsfokus og endda politisk handling, så udviklingen kan vendes. Vi går meget gerne i tættere dialog med både myndigheder og politikere om, hvilke værktøjer, vi skal have op af værktøjskassen, men der kunne være nogle digitale værktøjer, som kunne tages yderligere i brug, end de er i dag,” siger Henrik Sedenmark.

Profilen på den gennemsnitlige butikstyv
Crimestats data giver også mulighed for at tegne et billede af den gennemsnitlige butikstyv og hans adfærd.

”Ud fra vores tal kan vi sige, at den typiske butikstyv, foretager sit tyveri om mandagen omkring kl. 17 i Aarhus. Han er en 39-årig mand, som tager en indkøbskurv på vej ind  i supermarkedet, som han fylder lidt varer i – som enhver anden kunde. Med sig har han også en rygsæk, som han, mens ingen kigger, smider varer i. Han tager måske et par dyre deodoranter, en pose kaffe og nogle pakker kylling. På vej op til kassen stikker han en dåsecola og en pose slik i lommen. Herefter går han enten op og betaler for de få varer, han har liggende i kurven, eller stiller kurven fra sig og går forbi kassen uden at betale. Inden han når ud af butikken bliver han pågrebet af en butiksdetektiv, der har set ham fylde tasken og lommerne med varer for 900 kr.,” siger Henrik Sedenmark.

Den samme stigning er ikke at finde i tallene for registrerede røverier og indbrud, der begge er faldet siden 2021.

Årsrapporten for 2022 kan læses i sin helhed på Crimestats hjemmeside

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil