; ;
Gemt

Facebook, LinkedIn eller TikTok: Her vil netbutikkerne lægge deres marketingkroner

30. marts 2023

Netbutikkernes marketingafdelinger kommer ikke til at gå shop-amok hos annoncørerne i 2023. Det fremgår af Dansk Erhvervs oversigt over netbutikkernes marketingplaner, som også viser, at Facebook stadig er den foretrukne marketingkanal.

Hent E-handelsbarometeret nederst på siden 

Hvis sociale medier som Facebook, LinkedIn og Instagram forventer blanco checks og massive annonceindkøb fra de danske netbutikker i 2023, risikerer de at blive skuffet.

Netbutikkerne vil nemlig holde mere fast i deres marketingkroner i 2023 sammenlignet med 2022. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsbarometer.

Udviklingen hænger utvivlsomt sammen med det vigende salg og den genelle økonomiske usikkerhed, siger Carsten Rose Lundberg, fagchef for Digital Handel i Dansk Erhverv:

”Et brancheordsprog lyder, at man ikke skal skære på sin marketing i krisetider, og selvom der generelt set ikke er tale om nedskæringer, så holder mange i hvert fald rigtig godt fast i pengene. Det er forståeligt, for det er en hurtig måde at spare lidt penge på. Om det er fornuftigt på den lange bane, kan man altid diskutere, men det ved netbutikkerne heldigvis bedst selv.”

2022 var vild. Husk det nu.

Tendensen med at holde på marketingkronerne står i skærende kontrast til sidste gang, Dansk Erhverv spurgte netbutikkerne om deres marketingplaner. Inden panikken breder sig hos de sociale mediers økonomichefer, skal man dog lige huske, at den seneste undersøgelse blev lavet i slutningen af 2021, hvor netbutikkerne havde stor corona-medvind, pointerer Carsten Rose Lundberg:

”Nu møder branchen modvind som følge af lav forbrugertillid og generel økonomisk usikkerhed. Det viser sig ganske naturligt også i marketingplanerne.”

”Hvis ikke man husker konteksten, kan det godt komme til at se mere dramatisk ud, end det faktisk er.”

Det er brugen af TikTok et godt eksempel på; i 2021 vurderede 56 procent, af dem, der brugte TikTok, at de ville skrue op for indsatsen. I vores nyeste analyse er det blot 13 procent. 

Facebook er stadig størst

Facebook er ifølge DR’s Medierapport stadig det klart mest anvendte sociale medie i Danmark. Det ved netbutikkerne tilsyneladende også. Det er i hvert fald den marketingkanal, som flest bruger (87 procent), og det er også her, at flest vil skrue op for indsatsen.

”Det tyder på, at netbutikkerne holder sig til de medier, de kender og føler sig trygge på. Det er godt for Facebook og mindre godt for eksempelvis LinkedIn, der trods flere år på bagen endnu ikke har overbevist netbutikkerne. At holde sig til de sikre heste er også meget naturligt i en tid, hvor der bliver holdt mere på pengene,” siger Carsten Rose Lundberg.

 

 

E-handelsbarometer 2022 Q4 Dansk Erhverv

pdf

Download

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Fagchef for digital handel
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent