Gemt

Kommissionens Q&A om de nye mærkningsregler for vin

07. november 2023

Fra d. 8. december 2023 gælder nye mærkningsregler for vin, som betyder, at vin fremstillet efter denne dato skal være mærket med ingrediensliste og næringsdeklaration. Dansk Erhverv har modtaget Kommissionens Q&A, som er en vejledning til de nye regler, herunder hvad der skal forstås ved ”fremstillet”.

 

I forbindelse med en revision af forordningen om den fælles markedsordning for landbrugsprodukter (1308/2013) i 2021, blev det besluttet, at vin fremstillet efter d. 8. december 2023 skal være mærket med ingrediensliste og næringsdeklaration. Kravet fremgår af artikel 3, stk. 5 i forordning 2021/2117.

Der har været stor usikkerhed om, hvordan de nye mærkningsregler for vin skulle tolkes, særligt hvad angår overgangsbestemmelsernes brug af ordet ”fremstillet” – for hvornår er en vin ”fremstillet”? Det forsøger Kommissionen at give et svar på i deres nye vejledning: Spørgsmål og svar om nye EU mærkningsbestemmelser for vin.

Størstedelen af de nye mærkningsoplysninger for vin kan angives elektronisk i stedet for at blive trykt direkte på emballagen. Kun oplysning om evt. allergene ingredienser samt energiindholdet skal fremgå af den trykte emballage. Læs mere om de specifikke krav til hhv. ingrediensliste og næringsdeklaration på vin i Dansk Erhvervs tidligere nyhed: Kommende krav til mærkningen af vin.

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer