Gemt

Grønne danske livstilsvirksomheder laver grønt pop up-showroom under modeugen i New York

07. september 2023

Dansk Erhverv, WEAR samt CIFF & Revolver inviterer danske modevirksomheder med på en eksportrejse til New York i forbindelse med New York Fashion Week den 7.-8. september 2023. Fokus er at promovere danske mode- og livsstilsbrands, der arbejder bæredygtigt, til det amerikanske marked.

Modeeksporten fortsætter med at stige i retning af USA. Derfor er det et naturligt skridt at vise danske brands frem i et pop-up showroom med grønt fokus under modeugen i New York. I samarbejde med Rådet for Amerikanske Mode Designere (CFDA) har de danske aktører samlet 10 danske og 6 amerikanske brands med en ansvarlig tilgang til mode og livsstil. Sammen vil de præsentere deres kollektioner og demonstrere de forskellige, mere bæredygtige teknikker, der bliver benyttet.

”Danske mode- og livstilsvirksomheder er rigtig langt fremme med at tænke bæredygtighed ind i deres forretning og produkter. Samtidig er modeerhvervet et af Damarks største eksporterhverv, og vi eksporterer en del til USA. Her er de også er i gang med den grønne omstilling, og de kigger mod Danmark for inspiration. Derfor giver det rigtig god mening at vise amerikanske indkøbere og branchefolk inden for mode og livsstil, hvad vi kan, for danske brands er rigtig spændende,” siger Nikolai Klausen, direktør i Wear.

Showroom i Soho
Showroomet har sin placering i SoHo, nærmere bestemt på hjørnet Mercer Street og Grand Street, og vil danne rammen om besøg fra amerikanske og internationale købere samt presse og andre relevante aktører inden for branchen. Dette showroom repræsenterer en ny tilgang til eksportindsatsen, hvor de traditionelle tanker og roller inden for handelsfremstød udfordres.

Stort eksportmarked
USA og Canada er blandt de største modtagere af dansk mode udenfor Europa. I de første fem måneder af 2023 blev der eksporteret dansk mode til de to lande for 251 mio. kr. i alt, se figur 6. Det er en stigning på 4 pct. sammenlignet med de tilsvarende måneder i 2022. USA modtog dansk mode for ca. 155 mio. kr. i 2023, hvilket svarer til omkring 2/3 af den samlede eksport til de to lande, mens Canada modtog dansk mode for 95 mio. kr.

De 10 danske brands som deltager er:

  • Berner Kühl
  • Han Kjøbenhavn
  • A Roege Hove
  • Helmstedt
  • Isnurh
  • Nynne
  • Rudolph Care
  • Birgitte Herskind
  • Summary
  • Vinny’s

De 6 amerikanske brands er:

  1. Patmos
  2. Charles Harbison
  3. Melissa Joy Manning
  4. Hope For Flowers
  5. Julia Jentzsch
  6. Jahnkoy

Kontakt

Handel

Nikolai Klausen

Politisk konsulent/sekretariatschef
Medarbejderprofil