Gemt

Marchen Neel Gjertsen: ”Vi skal hylde det, vi gerne vil have mere af”

13. august 2024

Klare kvindelige forbilleder er helt essentielle, hvis vi vil skabe ligestilling på den danske iværksætterscene. Derfor skal vi hylde og fremhæve de dygtigste kvindelige iværksættere. Det mener ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen, der har været med til at kåre årets 25 kvindelige iværksættere, du bør kende.

Foto: Jyllands-Posten

Marchen Neel Gjertsen brugte ikke mange sekunder på at acceptere en plads i juryen til Dansk Erhvervs årlige kåring ”25 kvindelige iværksættere du bør kende”.

For hende er det et borgerligt ombud, en enormt vigtig opgave. Og det er der en helt særlig grund til:

”Vi har brug for mange flere kvindelige iværksættere i Danmark. Hvis man hæver sig lidt op i helikopteren, er iværksætteri jo virkelig en krumtap i udviklingen af vores samfund. Og der er utrolig meget talent og nye idéer at hente ved at få flere kvinder til at kaste sig ud i iværksætteri,” siger Marchen Neel Gjertsen, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten.

Fokus på rollemodeller
Men hvis flere kvinder skal prøve kræfter med iværksætteri, kræver det, at vi sætter fokus på dem, der allerede har opnået succes. For det er vigtigt, at kvinder har nogle rollemodeller at spejle sig i, pointerer Marchen Neel Gjertsen:

”Jeg tror, at det er fuldstændigt essentielt, at der er nogle klare forbilleder i iværksætteri. For de virkeliggør nogle ting, som kan forvandle drømme til virkelighed. De viser, at det kan lade sig gøre at være iværksætter og skabe en succesfuld virksomhed.”

Og Marchen Neel Gjertsen taler af erfaring, når hun siger, at rollemodeller er vigtige. For tidligere i hendes karriere har hun selv nydt godt af, at andre dygtige kvinder har gjort en dyd ud af at byde sig til med mentorroller og gode råd.

Samtidig indtog hun i 2021 posten som den første kvindelige chefredaktør i Jyllands-Postens 150 år lange historie, og i år har hun fået rollen ansvarshavende chefredaktør som den første kvinde i hele JP/Politikens Hus’ historie. Og med de roller er hun ikke kun blevet henholdsvis chefredaktør og ansvarshavende chefredaktør. Hun er også blevet et forbillede og en stor inspiration for mange kvinder.

”Siden jeg er blevet chefredaktør, har jeg modtaget rigtig mange beskeder fra kvinder, der fortæller, at de er blevet inspireret til at forfølge egne drømme. Så jeg har selv kunnet mærke, hvad det betyder for folk at have et forbillede,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Et værdifuldt greb
Ifølge den ansvarshavende chefredaktør er kåringen af ”25 kvindelige iværksættere du bør kende” et værdifuldt greb til at kaste lys på succesfulde kvinder, som de kommende iværksættere kan spejle sig i. Og således er det også et værdigfult greb til at få flere til at turde kaste sig ud i iværksætteri.

”Det er vigtigt at hylde det, man gerne vil have mere af – både for at skabe de her forbilleder, men også for at bidrage til den enkeltes oplevelse af succes.”

”Symboler betyder enormt meget. Kampen om at få flere kvindelige iværksættere er også en kulturkamp, og den kan kun virkeliggøres, hvis man bruger nogle af de kulturelle virkemidler. Det er en prisuddeling et eksempel på, for den er med til at løfte prismodtageren og de nominerede op på en piedestal, hvor andre kan se dem, og hvor de får den anerkendelse, de fortjener. Det er jo egentlig ret banalt, men jeg tror, at det virker,” siger hun.

Vigtig samfundsopgave
Men hvis vi skal sikre flere kvinder i iværksætteri i Danmark, er det afgørende, at vi foruden prisuddelingen skruer på en lang række andre knapper, påpeger Marchen Neel Gjertsen. Det gælder blandt andet i uddannelsessystemet og i medierne. Og så gælder det for alle om at tage ansvar, hvor de kan.

”Jeg synes, at det er en megavigtig samfundsopgave alle sammen at tage ansvar for, at vi får skabt en positiv forandring for de næste generationer af unge kvinder,” siger hun og uddyber:

”Hvis man er en dygtig iværksætter, så skal man måske byde sig til og hjælpe andre kvinder, der har brug for inspiration til at forløse deres iværksætterprojekter. Og hvis man som mig bliver tilbudt at være med i en jury, der kårer et forbillede, så skal man skynde sig at sige ja.”

Fik du læst?

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Freja Brandhøj

Chef for iværksætterpolitik
Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent