Spring til indhold

”Det er virkelig opløftende.” Analyse viser, at virksomhederne ser klare fordele ved at arbejde med bæredygtighed

20. februar 2024

7 ud af 10 virksomheder vurderer, at deres CSR-arbejde sikrer dem fordele som bedre omdømme, nye forretningsmuligheder og forbedret mulighed for omsætning og indtjening. Det viser analyse fra Dansk Erhverv. Læs med og få gode råd til, hvordan du kommer i gang med arbejdet.


Svært. Kompliceret. Uoverkommeligt.

Det er blot nogle af de ord, som danske virksomheder bruger til at beskrive arbejdet med at overholde og tilpasse sig det stigende antal CSR-krav.

Og arbejdet kan synes kompliceret, og det kan virke uoverkommeligt, men heldigvis er det også indsatsen værd.

Det forklarer Ellen Marie Friis Johansen, som er CSR-chef i Dansk Erhverv.

Hun henviser til en ny analyse fra Dansk Erhverv, der viser, at godt 7 ud af 10 virksomheder, der arbejder med CSR, oplever fordele ved arbejdet. Fordelene tæller blandt andet bedre omdømme, bedre mulighed for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere samt bedre mulighed for øget indtjening.

”Det er virkelig nogle opløftende tal, som beviser, at CSR-arbejdet ikke er en ressourcekrævende compliance-opgave. Arbejdet giver faktisk mening – også for bundlinjen. Forhåbentligt kan det give flere virksomheder mod på at kaste sig over arbejdet.”

3 gode råd: Sådan kommer du i gang med ESG-arbejdet

  1. Skab jer et overblik over reglerne og find ud af, hvornår de rammer jer
    Lav derefter en væsentlighedsanalyse, hvor I spørger jer selv; hvad er det mest væsentlige for os? Det skal I gøre for at prioritere, da man ikke skal rapportere om alt. Hvis I er producent, vil I formentlig bruge en masse energi til produktion, og så skal I fokusere på at rapportere om det. Hvis eksempelvis har leverandører fra udviklingslande, skal I kigge på arbejdsforhold i jeres leverandørkæde.
  1. Tag en dialog med din virksomheds leverandører, kunder og samarbejdspartnere
    De store virksomheder, som i første omgang rammes af reglerne, kan stort set stille de krav, de vil til deres leverandører. Derfor er det vigtigt at tage en proaktiv dialog om, hvad de forventer, og hvad I kan levere af dokumentation, så I ikke famler i blinde og bruger ressourcer på forkerte ting. Det er samtidig også en god øvelse til at blive bedre rustet, inden reglerne også omfatter jer.
  1. Sørg for at få forankret ESG-arbejdet i virksomheden
    Arbejdet skal forankres både i ledelsen og blandt medarbejdere, og husk at dele viden om ESG med hele virksomheden. Det er vigtigt, da der typisk vil være brug for flere afdelinger for at kunne indrapportere de korrekte tal.


Mangel på ressourcer bremser arbejdet
Inden træerne vokser ind i himlen, skal det bemærkes, at 7 ud af 10 virksomheder svarer, at de oplever barrierer i arbejdet med CSR og bæredygtig forretningsudvikling. De typiske barrierer er mangel på ressourcer som tid og viden.  

”Det er ikke overraskende, da der er rigtig meget ny lovgivning, og området generelt er nyt land for rigtig, rigtig mange virksomheder. Man kan ikke bare få Peter fra økonomiafdelingen eller Dorthe fra IT til at tage sig af det. Der er meget at lære og det er selvfølgelig klart en udfordring,” siger Ellen Marie Friis Johansen.

Hvordan kan udfordringen løses?

”Det kommer til at tage lidt tid, for der er en masse viden, der skal opbygges flere steder. Vi arbejder blandt andet hårdt for, at myndighederne skruer op for vejledningen til virksomhederne med klare råd og vejledning på dansk og fra danske myndigheder. Vejledningen bør samles ét sted og være tilgængelig for alle virksomheder.”

Udover det politiske arbejde har Dansk Erhverv masser af tilbud til vores medlemmer - særligt med baggrund i de mange nye EU-regler på området.

Dem kan du blive klogere på herunder.

Bæredygtighedsportal

Dansk Erhverv og FSR - danske revisorer står bag webinarserien ’Det bæredygtige rapporteringsspor’ – her er viden, inspiration og vejledning til at klæde virksomheder på til de kommende lovkrav på bæredygtighedsområdet.

CSR-netværk

Mødes fire gange årligt på Børsen – der er i alt ca. 140 medlemmer, og man kan læse mere her, hvor det også fremgår, hvordan man tilmelder sig.

Nyhedsbrevet om CSR

Dansk Erhverv kommunikerer løbende om udviklingen i vores CSR-nyhedsbrev – vi planlægger 5 udsendelser årligt.

Webinarserien ”Det bæredygtige rapporteringsspor.”

Dansk Erhvervs samarbejder med FSR – danske revisorer om webinarserien ”Det bæredygtige rapporteringsspor.” giver en gennemgang EU-lovgivning på bæredygtighedsområdet.

Flere webinarer om CSR

De øvrige webinarer, som vi har afholdt - blandt andet om, hvordan man kommer i gang med klimaregnskaber, EU-taksonomien, Måltal og principper for kvinder i ledelse og meget mere.

Guide: Kom i gang med dine beregninger

I samarbejde med EY og Global Compact Danmark har vi udarbejdet en Nem Klimaguide, der kan hjælpe virksomheder med at komme i gang med CO2-beregning på scope 1,2 og 3

Alle ombord 2023
pdf

Kontakt

CSR

Ellen Marie Friis Johansen

Souschef, CSR-chef

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent